Aarhus Universitets segl

255 mio. kr. til 5 nye grundforskningscentre på Aarhus Universitet

Danmarks Grundforskningsfond booster forskning i natur, klima, bæredygtighed, økonomi og AI.

Fem forskere fra Aarhus Universitet kan se frem til at få bevillinger fra Danmarks Grundforskningscenter til at gå i dybden med deres forskningsideer. Bevillingerne er mellem 40 og 60 mio. kr. Foto: Jens Hartmann Schmidt

Forskning i plantehormoner, ’forferskning’ af havstrømme, bæredygtige materialer, økonometriske værktøjer og tekstkultur, som forandres på grund af kunstig intelligens, kan se frem til store bevillinger fra Danmarks Grundforskningsfond. Fem grundforskningscentre på Aarhus Universitet får støtte; tre til Nat, ét til Arts og ét til BSS.

I alt får 13 nye grundforskningscentre i Danmark bevillinger fra grundforskningsfonden.

Disse forskere på Aarhus Universitet får støtte fra Danmarks Grundforskningsfond:

Professor Dorthe Dahl-Jensen, forperson for Danmarks Grundforskningsfond, siger, at fonden var igennem en lang og grundig proces, før de valgte de 13, som nu kan se frem til kontraktforhandlinger med fonden:

”Jeg ville ønske, vi havde mulighed for at sige ja til endnu flere - for der er nok af talent ude i den danske forskningsverden. Og som altid, så lover det godt for fremtiden, fordi vi har erfaret, at mange af deres forskningsidéer finder anvendelse i det danske samfund”, siger Dorthe Dahl-Jensen. 

I Danmarks Grundforskningsfond ser de frem til at samarbejde med de forskningsinstitutioner, som skal huse de nye Centers of Excellence.

”Fonden har altid haft et tæt samarbejde med værtsinstitutionerne, der er dygtige til at skabe rammerne for de tværfaglige forskningsmiljøer, som vi lægger stærk vægt på at nære og udvikle med vores grundforskningscentre. Derudover er vi også meget opmærksomme på, at samarbejdet bidrager til at skabe rugekasser for uddannelsen af fremtidens førsteklasses forskere.
Så vi glæder os til et fortsat tæt og frugtbart samarbejde med forskningsinstitutionerne om de kommende centre”, siger Dorthe Dahl-Jensen.

De nye grundforskningscentre bliver etableret for en seksårig periode med mulighed for forlængelse i yderligere fire år under forudsætning af en tilfredsstillende evaluering efter cirka fem år.

Nyheden er skrevet på basis af pressemateriale fra Danmarks Grundforskningsfond.