Forsker om EU-formandskabet: ”Danmark får nøglerne til Ferrarien, men skal stadig overholde fartgrænsen.”
William Kjærgaard Egendal, adjunkt ved Institut for Statskundskab, er netop vendt hjem fra feltarbejde i Bruxelles og Udenrigsministeriet, hvor han har fulgt forberedelserne til det danske EU-formandskab i forbindelse med et forskningsprojekt. Den officielle åbning af formandskabet finder sted på Aarhus Universitet den 3. juli.
Hvad vil det sige at have EU-formandskabet?
Danmark skal sidde for bordenden – både til møderne mellem medlemslandenes ministre, mellem landenes EU-ambassadører og i de fleste af de omkring 200 arbejdsgrupper på embedsmandsniveau.
Danmark skal også repræsentere Ministerrådet i forhandlinger med de andre institutioner, herunder særligt Europa-Parlamentet og Europa-kommissionen.
Det er Ministerrådet og Europa-Parlamentet, der i fællesskab bliver enige om udformningen af nye lovforslag fra EU-kommissionen, inden det træder i kraft og bliver til ny EU-lovgivning.
Det er altså formandskabet for EU's Ministerråd, som Danmark kommer til at overtage i seks måneder. (Ministerrådet består af alle medlemslandenes ministre, red.)
Hvor stor reel politisk indflydelse har Danmark under formandskabet?
Danmark får nøglerne til Ferrarien, men skal stadig overholde fartgrænsen.
Det skal forstås på den måde, at Danmark i nogen grad styrer, hvilke sager og møder man vil prioritere at sætte på dagsordenen samt har ansvaret for at konkludere på de enkelte møder.
Det er der en vis magt i, men der er en stærk forventning om, at formandslandet er det, man kalder en ’honest broker’, altså en ærlig mægler.
Hvis man bliver opfattet som i for høj grad at fremme nationale prioriteter, kan de andre medlemslande miste tilliden til et lands formandskab.
For nylig havde Ungarn formandskabet, og de blev til dels set som et land, der misbrugte den rolle til at fremme egne prioriteter.
Danmark får noget formel magt, men den er i høj grad begrænset af den uformelle forventning om, at man varetager hele Ministerrådets interesser og ikke kun danske interesser.
Et estimat er, at 90-95% af sagerne, et land varetager under formandskabet, er arvet fra tidligere formandskaber, eller er opstået af kriser, man bliver nødt til at reagere på.
Statsministeren siger, at Danmark overtager formandskabet på et afgørende tidspunkt i Europas historie. Hvad mener hun, og hvordan kan det påvirke formandskabet?
Jeg tror, hun refererer til de tre ting, der nævnes som prioriteter i Danmarks Formandsskabsprogram: Sikkerhed, Europas konkurrenceevne og den grønne dagsorden.
Helt oplagt er der spørgsmålet om sikkerhed og militær oprustning, som for nylig er rykket helt op i toppen af EU’s dagsorden. Det har tidligere været Danmarks og mange andre medlemslandes holdning, at sikkerhedsspørgsmål hørte til i NATO, men med Trump 2.0 er spørgsmålet om EU’s evne til at forsvare sig selv blevet afgørende.
Udenrigsministeren sagde for relativt nyligt, at Danmark er nødt til at melde sig ind i diskussionen om konkurrenceevne på europæisk niveau, fordi Danmark ikke må være et vinderland i en taberregion.
Hvis man ikke sørger for, at EU og Europa er konkurrencedygtige på det globale niveau, er det underordnet, hvordan Danmark klarer sig i forhold til de andre EU-lande.
Og så er der spørgsmålet om den grønne dagsorden, som er trådt lidt i baggrunden globalt – og egentlig også på europæisk niveau. Det bliver spændende at se, om det vil fremgå tydeligt af det danske EU-formandskab.
Der er store forventninger til det danske EU-formandskab, fornemmer jeg.
Hvad måles et formandskab på – hvordan ved man, om det har været en succes?
Én ting, man kan pege på, er, om Danmark får lukket nogle aftaler, simpelthen. Altså lykkes Danmark med at lave kompromisser på nogle af de store og svære sager.
Derudover kommer Europa-Kommissionen snart med et forslag til det nye flerårige budget. Det når Danmark ikke at lukke, men det vil blive anerkendt, hvis man får sat en god retning for det videre arbejde.
En anden måde at måle på er, om de andre medlemslande har en oplevelse af, at formandskabet er blevet forvaltet på en god, effektiv og neutral måde. Altså har man skabt fremdrift - uden at blive set som en, der prøver at skubbe ting igennem for en hver pris. Det er en svær balance.
Et ofte brugt eksempel på, hvordan et land kan gå galt i byen, er fra det spanske formandskab. Her gik Spanien i deres iver efter at få lukket en aftale med Europa-Parlamentet uden for det mandat, de havde fået af de andre lande – og mistede flertallet. Der måtte det næste formandskab, Belgien, klinke skårene.
Hvem får mest travlt under Danmarks formandskab?
Jeg tror, jeg vil sige, at de to personer, der får allermest travlt, er de to EU-ambassadører og deres tætteste medarbejdere.
Det er Carsten Grønbech-Jensen og den stedfortrædende faste repræsentant, Søren Jacobsen.
Hver gang en dansk minister sidder for bordenden til et ministermøde, sidder en af de to ambassadører ved siden af ministeren.
Så med både ambassadørmøder, rådsmøder og forhandlinger med Europa-Parlamentet om ny lovgivning, får de to rigtig travlt.
Er der noget symbolsk i, at det er Aarhus, og ikke København, som lægger by til åbningsceremonien?
Jeg tænker, at regeringen gerne vil have et formandskab, som er bredt ud i hele landet. Så udover at Aarhus lægger by til åbningsceremonien, så er der jo også de her uformelle ministermøder i Aalborg, Herning, Horsens, Frederiksberg og København i løbet af formandskabet.
Så der er selvfølgelig en idé om, at det ikke er København, som har formandskabet. Det er hele Danmark.
Det giver en mulighed for, at man kan vise nogle danske seværdigheder og succeshistorier fra hele landet frem.