Musikalsk program

Glæd dig til masser af musik på tre forskellige scener til åbningsfesten:

Torvscenen på Universitetstorvet i den sydlige ende.

Lysscenen i bygning 1810 i den tidligere Lys- og Røntgenklinik.

Nordscenen i den nordlige ende mellem Partnerhuset og Kitchen.

Alle musikalske indslag på Lysscenen og Nordscenen har en tilknytning til Musikvidenskab på Aarhus Universitet og viser et udpluk af den kreativitet, Universitetsbyen også kommer til at indeholde, når fakultetet Arts flytter til den sydlige del af Universitetsbyen fra 2031-2034. 

Torvescenen

Torvscenen er åbningsfestens hovedscene og er placeret på Universitetstorvet i hjertet af Universitetsbyen.


Kl. 13.00-13.20: Syng Universitetsbyen i gang!

Åbningsfesten skydes i gang med fællessang på Universitetstorvet, når lektor Jens Johansen og lektor Marie Koldkjær Højlund ved Musikvidenskab leder an fra hovedscenen. Kom og vær med, når studerende, medarbejdere, aarhusianere og gæster løfter stemmerne og fylder Universitetsbyen med liv og musik. Hvad der står på sangmenuen? Det er en overraskelse – men én ting er sikkert: det bliver festligt!


Kl. 17.00-18.00: En hemmelig koncert

En hemmelig aarhusiansk kunstner spiller koncert på Torvscenen og afslutter åbningsfesten i Universitetsbyen med et brag af en fest. 

Lysscenen

Lysscenen har navn efter det tidligere kommunehospitals Røntgen- og Lysklinik, der fra 1935 foretog de tidligste former for billeddiagnostik i netop bygning 1810. Her vil musikere og kunstnere med tilknytning til Musikvidenskab på Aarhus Universitet afholde tre forskellige koncerter. 


Kl. 13.15-14.00: OMVÆNDT

OMVÆNDT er fire unge musikere, der mødes i en fælles, original lyd inspireret af Trentemøller, Fontaines D.C. og The Minds Of 99. Her smelter indie, rock og elektroniske elementer sammen i ærlige tekster og intense kompositioner om ungdom, relationer og jagten på en plads i verden. Live skaber de et nærværende og eftertænksomt rum, hvor rå energi og sårbarhed går hånd i hånd – musik, der både kan mærkes i kroppen og bliver hængende i sindet.


kL. 14.30-15.15: Maja Ahlmann

Maja Ahlmann er en dansksproget sangerinde og sangskriver, der bevæger sig i et akustisk univers med rødder i indie-folk. Med personlige og nærværende tekster skildrer hun livet som ung voksen. Hendes musik udspringer ofte fra de intime rammer i stuen, og live inviterer hun publikum ind i varmen i et guitar- og vokalsetup med udpluk af hendes selvskrevne numre i fokus


Kl. 15.45-16.30: Musvidderne

Musvidderne er et aarhusiansk kor bestående af omkring 40 unge sangere, ledet af Peter Hvas Thomsen. Med rødder i både det etablerede kormiljø og musikvidenskabsmiljøet forenes erfarne og nye stemmer i et levende og nysgerrigt fællesskab. Koret udspringer af musikvidenskabsstudiet og giver studerende mulighed for at udforske korsang, direktion og korledelse i praksis. Repertoiret spænder bredt – fra Ganger til Lotti – og afspejler korets lyst til at udforske forskellige genrer og udtryk.

Nordscenen

På pladsen mellem Partnerhuset og Kitchen i den nordlige ende af Universitetsbyen ligger Nordscenen. Her vil musikere og kunstnere med tilknytning til Musikvidenskab på Aarhus Universitet afholde tre forskellige koncerter.


Kl. 13.30-14.00: Albatrods

Albatrods er dansksproget musik som med fængende melodier og legende instrumentering spiller op til bevægelse af krop og sind. Albatrods protesterer imod det nyttige og effektive samfund i et umiddelbart og nærværende sprog. Komplekse følelser om fællesskab og fremtiden bliver foldet ind i et tæppe af finurlige og varme toner, inspireret af 70’er folkrock, drømmende dreampop og bidende indierock. 

Lyden er både håbefuld som forårets spiren og længselsfuld som efterårets forfald, og med denne dobbelthed peger Albatrods på det vigtigste i vores hverdag og relationer: blidheden og varmen.


Kl. 14.30-15.15: Kaspar Tinley

Kaspar Tinley skriver musik fra et sted mellem rodløshed og fællesskab. Med rødder i både rap og alternative lydlandskaber bevæger han sig i et spændingsfelt, hvor rå energi møder sårbar vokal. 

Hans lyd er punk-rap i en røgfyldt jazzklub – som hvis Jeff Buckley og Pind lagde vokal til en Kendrick-plade. I teksterne kredser han om følelsen af at stå stille i en verden, der konstant bevæger sig: apati, pres og identitet i en virkelighed præget af ulighed, forbrugerkultur og fastlåste roller. 

Kaspar Tinley laver musik, der balancerer det personlige og det politiske – og både rammer dine nerver og sætter tanker i gang.


Kl. 15.45-16.15: UFINT

UFINT er et band med rødder i kærligheden til 60’ernes og 70’ernes kompositoriske håndværk og levende samspil. Deres lyd bevæger sig i et indie-pop-univers med klare rockelementer, hvor melodisk sans og spilleglæde er i centrum. Med erfaring fra både radio og koncerter på spillesteder som Pumpehuset har de markeret sig som et ambitiøst navn på vej frem. 

Bag UFINT står fire musikere fra både Jylland og København, som med fælles dedikation arbejder målrettet på at udvikle deres lyd og nå et bredere publikum.

Måske er du også interesseret i:

Kort over Universitetsbyen