Mit ph.d.-projekt undersøger, hvordan klodser og konstruktionsleg kan indgå som en integreret del af en arkitekturpædagogik i danske daginstitutioner.
Siden Danmark fik sin første nationale arkitekturpolitik i 2007, har der været et stigende fokus på arkitekturpædagogik for børn. Der lægges vægt på, at børn skal introduceres til arkitektur, fordi det kan bidrage til kulturel, historisk - og demokratisk dannelse. Desuden er bæredygtighed i de senere år blevet en vigtigt emne inden for arkitekturpædagogik. Projektet interesserer sig derfor i særlig grad for materialerne og materialiteten af de klodser, som er til rådighed i danske daginstitutioner og jeg undersøger, hvordan pædagoger kan facilitere samtaler med børn om bæredygtige materialer og miljøer gennem klodsleg.
Projektet tager afsæt i posthumanistisk og nymaterialistisk teori og tænkning og undersøger sammenfiltringer (entanglements) mellem mennesker og materialer i pædagogisk praksis. Metodisk er projektet forankret i den kunstbaserede forskningsmetode A/R/Tografi, en praksis hvor de tre positioner kunstner, forsker og underviser, alle bidrager til forskningsprocessen. Forskningen gennemføres i samarbejde med pædagoger fra tre forskellige danske daginstitutioner samt undervisere fra Børnehuset ved Louisiana Museum of Modern Art.