Aarhus Universitets segl

ÅRSBERETNING 2000

 

Indholdsfortegnelse
Forrige afsnit
Næste afsnit

[Kolofon]

 

REGISTRATUROMRÅDET

Registraturen har bl.a. til opgave at give vejledning og information om alle forhold, der vedrører det at være studerende ved Aarhus Universitet. Det gælder spørgsmål lige fra studievalg over adgangskrav og optagelsesbetingelser til kombinationsmuligheder, studieskift, orlovsregler og udmeldelse. Hertil kommer generel information om støttemuligheder og bolig. Registraturen er samlebetegnelse for de tre funktionsområder SU-kontoret, Indskrivning og Eksamen samt Optagelse og Vejledning (Indskrivning og Eksamen samt Optagelse og Vejledning benævnes i det daglige Studiekontoret og har fælles ekspedition).

Studiekontorets aktiviteter

Studiekontorets nerve er ekspeditionen, hvor mange studerende og potentielle studerende hver dag henvender sig for at få svar på studiemæssige- og optagelsesrettede spørgsmål. Det er et udpræget servicekontor, som i videst muligt omfang søger at hjælpe, informere og vejlede brugerne.

Udover at vejlede og informere varetager Studiekontoret en lang række administrative funktioner i forbindelse med optagelse og indskrivning af studerende.

Studiekontoret har i 2000 haft en del udadvendte aktiviteter. I januar deltog Studiekontoret i planlægningen af- og gennemførelsen af det fælles studievejledningsarrangement Studietræf på Århus Rådhus, med deltagelse fra en række videregående uddannelsesinstitutioner i Østjylland. I februar var Studiekontoret ligeledes medarrangør af universitetets Åbent-husarrangement i samarbejde med de 5 fakulteter. I foråret og efteråret afholdtes to erhvervsvejledningsarrangementer for universitetets næsten-kandidater i samarbejde med en række foredragsholdere fra både universitetet og erhvervslivet. Og endelig koordinerede Studiekontoret i august måned vejledning af afviste for alle studierne ved Aarhus Universitet i samarbejde med universitetets faglige studievejledere.

Færdige og næsten færdige kandidater tilbydes information om beskæftigelsesmuligheder, og her deltog Studiekontoret i 2000 i gennemførslen af to arrangementer sammen med de faglige organisationer.

Studiekontoret har også til opgave at medvirke til uddannelsen af de faglige vejledere på universitetet. For disse afholdtes i 2000 et todages introduktionskursus samt flere informationsmøder vedrørende optagelse og indskrivningsspørgsmål.

Studiekontoret har en central placering i optagelsen af studerende til Aarhus Universitet. Studiekontoret står for selve registreringen og sagsbehandlingen af de ca. 10.000 ansøgninger, samt for kontakten til fagene vedrørende prioritering, lister og labels samt til Den koordinerede Tilmelding vedrørende de løbende indberetninger.

Optagelsen i 2000 var en omfattende arbejdsopgave, der beskæftigede alle medarbejderne på Studiekontoret fra februar til udgangen af august. Udover selve registreringen, vurderingen og prioriteringen af ansøgningerne, er optagelsen også forbundet med en mængde vejledning og information. Der besvares tusinder af telefoniske, personlige og elektroniske henvendelser, og dette tilgodeses så vidt muligt i spidsbelastningsperioder vha. udvidede åbningstider og ekstra personale. Der udsendes og udleveres hvert år ca. 5000 ansøgningsskemaer og ca. 13.000 pjecer om optagelsen på Aarhus Universitet. Information om optagelsen sker dog i stadig højere grad via universitetets hjemmeside, som også indeholder aktuelle oplysninger om ansøgningstal, optagelsestal, grænsekvotienter osv.

Eksamenstilsynet tilrettelægger i samarbejde med fagene de skriftlige eksaminer, herunder leje og fordeling af lokaler. Desuden administrerer eksamenstilsynet alle øvrige forhold i forbindelse med afholdelsen af de skriftlige eksaminer, herunder materialer, modtagelse af opgaver og vagtpersonalet.

SU-kontoret

SU-kontoret er stedet, hvor de studerende kan få information og vejledning om deres muligheder, rettigheder og pligter i forbindelse med ansøgning om og modtagelse af SU.

Kontoret står for tildeling af SU-støtte til de studerende på SU styrelsens vegne. Kontoret kontrollerer, at de oplysninger de studerende giver, og som er af betydning for udbetaling af SU, er korrekte. Der foretages faglig kontrol af samtlige studerende en gang årligt og ad-hoc kontrol i forbindelse med SU-ansøgninger. Kontoret underretter SU styrelsen om de studerendes studiestatus: afslutning, afbrud, orlov og inaktivitet.

Af universitetets ca. 20.000 studerende, modtager ca. 17.100 SU-støtte. I 2000 blev der således udbetalt 612 mill. kr. i stipendium, og desuden 175 mill. kr. i lån til de ca. 8.900 studerende, der også ønskede lån. SU-kontoret behandler bl.a. 1. gangs-ansøgninger, ansøgninger om genoptagelse eller ændring af SU-støtte, om fravalg af klip, om dobbeltklip, om fødselsklip, om slutlån og om dispensation fra SU-støtterammen. SU-kontoret kontrollerer løbende, at de studerende lever op til aktivitetskravene i SU-reglerne.

SU-kontoret opfatter sig selv som et servicekontor for de studerende. Mange henvender sig personligt i ekspeditionen, men der er også mange telefoniske og skriftlige henvendelser. De studerende skal så vidt muligt have afklaret deres SU-forhold ved 1. henvendelse. Ved "komplicerede" forespørgsler bestræber SU-kontoret sig på, at sagsbehandlingstiden højst må være 1-2 uger. SU-kontoret har i visse "spidsbelastningsperioder" ekstra travlt med at betjene de mange studerende, der henvender sig. I årets travleste måneder kan der være kødannelser og sagsbehandlingstiden kan være længere end de tilstræbte en til to uger.