Aarhus Universitets segl

ÅRSBERETNING 2005

 

Indholdsfortegnelse
Forrige afsnit
Næste afsnit

[Kolofon]

 

Registraturområdet

Registraturen har bl.a. til opgave at vejlede og informere om alle forhold, der vedrører det at være studerende ved Aarhus Universitet. Det gælder spørgsmål lige fra studievalg over adgangskrav og optagelsesbetingelser til kombinationsmuligheder, studieskift, orlovsregler og udmeldelse. Hertil kommer generel information om støttemuligheder og bolig. Registraturen er samlebetegnelse for de tre funktionsområder SU-kontoret, Indskrivning  samt Optagelse og Vejledning (Indskrivning samt Optagelse og Vejledning benævnes i det daglige Studiekontoret og har fælles ekspedition). 

Studiekontoret

Studiekontoret er et servicekontor, som hjælper og informerer potentielle og indskrevne studerende i studiemæssige og optagelsesrettede spørgsmål.

Studiekontoret har ansvaret for udvikling af studerendes selvbetjening på www.au.dk. Selvbetjening for studerende på internettet blev etableret primo 2001 og er siden blevet udvidet og udviklet betydeligt.

Udover at vejlede og informere varetager Studiekontoret administrative funktioner i forbindelse med optagelse og indskrivning af studerende.

Kontoret har en central placering i forbindelse med optagelsen af studerende på Aarhus Universitet. Der udsendes og udleveres hvert år ca. 5000 ansøgningsskemaer og ca. 13.000 pjecer om optagelsen på Aarhus Universitet. Information om optagelsen sker i stadig højere grad via universitetets hjemmeside, som udover aktuelle oplysninger om ansøgningstal, optagelsestal, grænsekvotienter også giver ansøgerne mulighed for at følge deres ansøgning online gennem behandlingsforløbet og frem til afslutningen d. 28. juli.

Studiekontoret løser større udviklings- og koordineringsopgaver på vejledningsområdet og tager sig af større arrangementer. I januar 2005 gjaldt det universitetets deltagelse i to uddannelsesmesser: ”Uddannelse uden Grænser” i Fredericia den 13.-15. og i Aalborg den 27.-29. En ny symbol- og billedmættet designlinie blev udviklet til universitetets stand, der af Fredericia Dagblad blev kåret som den bedste i Fredericia 2005.

Derudover husede Studiekontoret de første par måneder af 2005 projektledelsen af u-days; et nyt tværinstitutionelt samarbejde mellem 26 århusianske uddannelsesinstitutioner, der inviterede alle interesserede til åbent hus-arrangementer 3., 4. og 5. marts.

Studiekontoret var ligeledes medarrangør og –afholder af universitets eget åbent hus-arrangement i samarbejde med de fem fakulteter.

Samlet set blev u-days positivt evalueret af alle institutioner til gentagelse foreløbigt i 2006, og Studiekontoret indgik resten af året i den vejledningsfaglige del af det tværinstitutionelle samarbejde om u-days 2006.

Den 14. april afholdtes erhvervsvejledningsarrangementet JobParat med tre erhvervsfaglige spor: Humaniora og Teologi i forening samt Naturvidenskab og Samfundsvidenskab. Dagen gav de studerende mulighed for at drøfte fagspecifikke beskæftigelsesmæssige udfordringer med bl.a. færdiguddannede kandidater. Den 25. april gav Studiekontoret de studerende et tilbud om at grave et spadestik dybere: At deltage i et jobsøgningskursus. Kurset var meget praktisk orienteret og tilmeldingen forgik til Studiekontoret ved at indsende en ansøgning til et job, som den studerende ville søge eller havde søgt. Som oplægsholdere var inviteret erhvervssamarbejdspartnere, der videregav deres erfaringer med forskellige led i ansættelsesprocessen.

Selv om invitationen til kurset var sendt til mere end 1000 specialeskrivende studerende, deltog kun 29 studerende. Til belysning af bl.a. årsager til lavt deltagerantal til dette og andre sammenlignelige erhvervsvejledningsarrangementer, gennemførte Studiekontoret hen over sommeren 265 telefoninterview med tilfældigt udtrukne studerende, der begyndte på studierne i 2000 (”Den Blå Årgang”), og som fortsat er indskrevet på det studium, de begyndte på for 5 år siden.

Undersøgelsen viste, at de studerende ikke synes, at de får tilstrækkelig hjælp til ”livet efter universitetet”, men omvendt heller ikke i tilstrækkelig høj grad kender universitetets arrangementer.

Den 2., 3. og 4. november var 766 elever fra gymnasiale uddannelsesinstitutioner i Jylland i ”Studiepraktik”; et tilbud der for første gange lå om efteråret og blev givet til så stort et antal elever. Mere end 900 elever søgte en praktikplads, men Studiekontoret blev desværre nødt til at afvise nogle af dem, der havde ønsket at prøve at blive undervist af forskere og ældre studerende for at få en autentisk oplevelse af studielivet.

Eksamenstilsynet tilrettelægger i samarbejde med fagene de skriftlige eksaminer, herunder leje og fordeling af lokaler. Desuden administrerer Eksamenstilsynet alle øvrige forhold i forbindelse med afholdelsen af de skriftlige eksaminer, herunder materialer, modtagelse af opgaver og vagtpersonalet.

SU-kontoret

Kontoret står for tildeling af SU-støtte til de studerende på SUstyrelsens vegne. Kontoret kontrollerer, at de oplysninger, de studerende giver - og som er af betydning for udbetaling af SU - er korrekte. Der foretages løbende aktivitetskontrol af samtlige studerende og ad-hoc kontrol i forbindelse med SU-ansøgninger. Kontoret underretter SUstyrelsen om de studerendes studiestatus: afslutning, afbrud, orlov og inaktivitet.

På SU-kontoret kan studerende få information og vejledning om deres muligheder, rettigheder og pligter i forbindelse med ansøgning om og modtagelse af SU. Endvidere er der omfattende muligheder for selvbetjening på www.su.dk.

Af universitetets ca. 21.000 studerende modtager knap 17.500 SU-støtte. I 2005 blev der således til studerende på Aarhus Universitet udbetalt 736 mio. kr. i stipendium, og desuden 193 mio. kr. i lån til de godt 8.200 studerende, der ønskede lån. SU-kontoret behandler ansøgninger tastet via selvbetjeningen og modtagne ansøgninger om bl.a. dobbeltklip, fødselsklip, tillægsstipendier, handicaptillæg, slutlån og dispensation fra SU-støtterammen.

SU-kontoret er et servicekontor for de studerende. De studerende skal så vidt muligt have afklaret deres SU-forhold ved 1. henvendelse. Ekspeditionstiden for behandling af ansøgninger vil normalt ikke overstige 2-3 uger. I perioder med spidsbelastning og ved ansøgning om eksempelvis dispensation fra støtterammen kan ekspeditionstiden dog være længere.

Rådgivnings- og støttecentret

Rådgivnings- og støttecentret er Aarhus Universitets tilbud til studerende med særlige behov for rådgivning, vejledning og hjælpemidler. Målgruppen er studerende der har

Studiemæssige problemer på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse (handicap)

Anden sproglig eller kulturel baggrund end dansk

Andre studiemæssige vanskeligheder

Studerende, der har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse (handicap), er omfattet af lov om specialpædagogisk støtte.

Den handicapkompenserende støtte kan evt. suppleres med et tilbud om et rådgivningsforløb på Studiecentret hvor der fokuseres på den studiemæssige situation og de studierelaterede problemer.

Studiecentret rådgiver endvidere Universitetets institutter om dispensationer i forbindelse med optagelse og eksamen, særlige eksamensformer, afvigelser fra normalstudieplaner mv.

I 2005 var der knyttet 450 studerende til centret.

På Rådgivnings- og støttecentret er der, som den eneste videregående uddannelsesinstitution i Danmark, udviklet koncepter for en række lærings- og studierettede støtteformer der består af vejledning enten ad hoc og/eller i form af et særligt rådgivningsforløb, instruktion i brug af teknologiske hjælpemidler, kompenserende støtteundervisning hos læsepædagoger, studiestøtte i akademisk-faglig praksis (undervisning) og udredning af læse- og skrivevanskeligheder.

I 2005 var der et årsværksforbrug på ca. 10 fordelt på 50 personer (opgjort nettoindsats) og en samlet omsætning på 6,7 mill.kr. hvoraf 85% finansieres af aktivitetsstyrede eksterne midler (driftstilskud og refusioner).