Som underviser på tandplejeruddannelsen er jeg særligt optaget af at sikre et højt fagligt niveau gennem et trygt læringsmiljø. Jeg møder de studerende med en åben og respektfuld tilgang for på den måde at skabe en tillidsfuld relation med plads til at fejle, da min erfaring er, at denne tilgang fremmer de studerendes trivsel og faglige udvikling.
Jeg er uddannet tandplejer i 2001 og har en master i sundhedspædagogik og sundhedsfremme fra 2015. Jeg har tidligere arbejdet som tandplejer i privat praksis.
Mit primære ansvarsområde er klinisk undervisning af tandplejerstuderende. Det omfatter bl.a. prækliniske kurser og patientbehandling, evalueringssamtaler med studerende og udarbejdelse af undervisningsmaterialer.
Jeg planlægger og koordinerer den kliniske undervisning på 5. og 6. semester af tandplejeruddannelsen og er kursusansvarlig for kurset ”Selvstændig professionsudøvelse”.
Jeg er også vejleder på skriftlige opgaver, bl.a. bachelorprojekter, og eksaminator ved kliniske eksamener.