Aarhus Universitets segl

Rektor: Aarhus Universitet bør gå fra 4 til 5 fakulteter

Fakultetet Science and Technology på Aarhus Universitet har vokset sig så stort, at rektor nu foreslår at dele det op i to fakulteter. Det skal mindske ledelsesudfordringen og derigennem styrke fagligheden og skabe en bedre balance på universitetet som helhed. Dekan Niels Chr. Nielsen har i den forbindelse valgt at stoppe et halvt år før ansættelsesperioden udløber.

Rektor vil starte en proces frem mod en mulig opdeling af Science and Technology. Arkivfoto: Lars Kruse
Niels Chr. Nielsen fratræder som dekan og vender tilbage til professorat den 15. februar.

Omsætningen på Science and Technology udgør tæt på halvdelen af Aarhus Universitets samlede økonomi. Og med fakultetets markante satsninger på ingeniørvidenskab og digitalisering er der kun udsigt til, at denne andel stiger. Der er behov for at skabe mere rum for ledelse, nærhed og faglig fokusering. Og samtidig skabe balance i den samlede fakultetsstruktur på Aarhus universitet 

Derfor sætter rektor Brian Bech Nielsen nu gang i en proces med det mål at dele fakultetet op i to.  

”Science and Technology er et stærkt fakultet, men det er også et meget stort og meget bredt favnende fakultet. Der er dobbelt så mange ansatte som på hvert af de tre øvrige fakulteter, og fakultetet spænder over mange geografier og forskelligartede aktiviteter.”

Herudover har Science and Technologys vækst koblet med de to store faglige satsninger betydet, at ubalancen i forhold til de andre fakulteter vokser. Derfor lægger rektor nu op til en mere jævnbyrdig fakultetsstruktur, hvor fakulteterne så at sige taler med lige stor vægt:

”Jeg har gennem længere tid overvejet, hvordan vi bedst kunne skabe mere ligevægt mellem fakulteterne og samtidig skabe de bedste muligheder for udvikling af fagligheden og ledelsesrummet på Science and Technology. Når jeg har valgt at igangsætte processen nu, så skyldes det, at universitetet samtidig skal arbejde med en samlet strategiproces. Det gør det naturligt at indarbejde en eventuel opdeling af fakultetet i udkastet til en ny strategi for universitetet, der skal forelægges og godkendes af bestyrelsen".

Strategiprocessen forventes afsluttet i december 2019. 

Snitflader til diskussion

Brian Bech Nielsen påpeger derfor, at han ikke har en færdig plan for, hvor og hvordan de faglige snit bedst lægges, men at det nu skal drøftes både blandt medarbejdere og ledelse. Han har dog gjort sig tanker om de store linjer:

”Hvis vi og samfundet skal høste gevinsterne af den store ingeniørsatsning, så mener jeg, at tiden er inde til at sikre dette fagområde en mere selvstændig profil. Samtidig har ingeniørerne i dag opbygget nogle stærke fagfællesskaber med mange af vores andre aktiviteter inden for blandt andet jordbrug, fødevarer og miljø, hvor anvendelserne også ligger meget tæt på forskningen. Jeg tror, det vil give mening at kigge i den retning, men nu tager vi dialogen og diskussionerne med de faglige miljøer, inden vi låser os fast på et udspil, som kan lægges frem for bestyrelsen”, siger rektor, der samtidig understreger, at universitetets tværvidenskabelige ambitioner står fast.

”Hvis vi som universitet skal medvirke til at løse de store globale udfordringer, så skal vi fortsat øve os i at arbejde på tværs af fagmiljøer overalt på universitetet. Det ændrer sig ikke, uanset om vi har fire eller fem fakulteter. Derfor skal vi fortsat udvikle de bånd, der allerede er etableret også inden for det nuværende Science and Technology,” siger rektor. 

Dekan træder tilbage

Den kommende proces bliver dog uden den nuværende dekan Niels Chr. Nielsen ved roret. Han har valgt at fratræde sin stilling som dekan og overlader dermed processen og dekanrollen til andre:

”Jeg har naturligvis drøftet sagen indgående med rektor og respekterer udspillet om at dele fakultetet op i to. Det er en meget omfattende proces, men også et opgør med den struktur, som jeg har stået i spidsen for. Derfor er jeg heller ikke den rigtige til at føre processen videre, og derfor har jeg besluttet at træde tilbage med virkning fra den 15. februar 2019, og overlade ledelsen til andre.” siger Niels Chr. Nielsen, der tiltrådte som dekan i 2013.  

”Jeg er utrolig stolt af at have stået i spidsen for Science and Technology de seneste snart seks år. Vi har i fælleskab opbygget et meget stærkt fakultet og skabt gode rammer for både forskning, uddannelse og myndighedsrådgivning. Samtidig har vi med udgangspunkt i de 17 verdensmål og vækstteknologier opbygget de store ingeniør- og digitaliseringssatsninger og en lang række nye, tværvidenskabelige forskningscentre, som skal give svar på de store videnskabelige udfordringer, vi står over for,” siger dekan Niels Chr. Nielsen.

Tilbage til forskning på fuld tid

Niels Chr. Nielsen vender nu tilbage til forskning og udvikling inden for NMR-området med udgangspunkt i sit professorat på Institut for Kemi og iNANO:

”Selv om jeg har været meget dedikeret til jobbet som dekan, så har jeg aldrig helt sluppet forskningen - og jeg ser frem til at genoptage mine faglige aktiviteter på fuld tid,” siger Niels Chr. Nielsen.

Rektor Brian Bech Nielsen udtrykker stor forståelse for dekanens udmelding.

”Niels Christian har stået i spidsen for en meget stor opgave med at samle et Science and Technology, der hele tiden udviklede sig og voksede sig større. Han har skullet varetage utrolig mange opgaver og interesser, og det har han gjort med en formidabel arbejdsindsats og stort visionært udsyn. Universitetet skylder Niels Christian en stor tak, men jeg har forståelse for og respekterer hans beslutning om at trække sig nu, inden vi går i gang med processen med at definere den fremtidige fakultetsstruktur på Science and Technology,” udtaler rektor, der nu hurtigst muligt vil konstituere en dekan, som kan lede fakultetet og styre processen frem, til der ligger en afgørelse om en eventuel deling af fakultetet.

Yderligere oplysninger:

  • Kommunikations- og pressechef Anders Correll: 2899 2235