Aarhus Universitets segl

Nyhed

Universitetsparken og en række bygninger i parken indstillet til fredning

Slots- og Kulturstyrelsen har stillet forslag om at frede 26 udvalgte bygninger i Universitetsparken og alle udearealer i Universitetsparken og Vennelystparken. Baggrunden for indstillingen er bygningernes unikke karakterer og parkens landskabsarkitektoniske værdi. Universitetet vil gennemgå forslaget og komme med sit indspil i den offentlige høringsperiode.

På kortet ses de 26 bygninger samt arealet, der er indstillet til fredning. Det drejer sig om følgende. Bygninger ejet af Bygningsstyrelsen, med AU som lejer: Den første bygning (1340-1343), Hovedbygningen (1410-1415), Stakladekomplekset og rektoratet (1420, 1422, 1423, 1430 samt passagen til hovedbygningen), Matematik (1530, 1532 og 1534), Tandlægeskolen/IOOS (1613), Kollegiekontoret (1310). Desuden er Universitetsparken, området ved Galgebakken og Vennelystparken indstillet til fredning som et samlet landskabsarkitektonisk værk. Pladsen foran Stakladen fredes som et bygningsnært areal. Bygninger med andre ejendomsejere: Bogtårnet (1360), Kollegium 4 og 7 (1194 og 1313), Naturhistorisk Museum, (1210, 1211 og 1212).

Fredningsforslaget fra Slots- og Kulturstyrelsen er netop nu kommet i offentlig høring, som løber frem til 11. december 2022, hvorefter en endelig beslutning om fredning af dele af Aarhus Universitet træffes af styrelsen.

Rektor på Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen, kan godt forstå, at Slots- og Kulturstyrelsen ser særlige kvaliteter i universitetets campus i Aarhus. Samtidig er han opmærksom på de benspænd, fredningerne vil afføde:

”Jeg er meget stolt over universitetets unikke campus, der stadig – ca. 90 år efter sin fødsel – står skarpt. Som fredningsforslagene også er et udtryk for, har vi passet virkelig godt på bygningerne og parken og selv lagt meget stor vægt på at respektere det oprindelige arkitektoniske udtryk, når vi har renoveret eller bygget nyt. De potentielle fredninger komplicerer dog den fremtidige udvikling af bygningerne, som er nødvendig for at tilpasse og udvikle universitetet til de skiftende krav til fx studiemiljøer, fleksible læringsmiljøer og forskningsfaciliteter. Universitetet er ikke statisk, men i den grad bygninger, som er i brug. Derfor er det ikke uden bekymring, at en del af bygningerne og selve Universitetsparken står til fredning,” siger rektor.

Han tilføjer, at universitetet nu vil kigge forslagene igennem og komme med sine indspil, sådan som der er lagt op til med den offentlige høring.

Vandrehal og Staklade udset til fredning

Baggrunden for fredningsforslaget er ifølge styrelsen, at en række bygninger og parkanlæg i Universitetsparken i Aarhus har en særlig arkitektonisk og kulturhistorisk værdi. Derfor har styrelsen sammen med Det Særlige Bygningssyn valgt at indstille dem til fredning. De udpegede bygninger er Aulaen, Vandrehallen, Stakladekomplekset, kollegiekontoret, bogtårnet, Naturhistorisk Museum og en række andre bygninger i og nær Universitetsparken.

Slots- og Kulturstyrelsen peger i forbindelse med fredningsforslagene desuden på en naturlig sammenhæng mellem bygningerne og selve Universitetsparken, og den sammenhæng har en særlig landskabsarkitektonisk værdi. Derfor er også Universitetsparken, området ved Galgebakken og Vennelystparken indstillet til fredning. Læs begrundelsen for fredningsforslaget.

Sværere at flytte en væg

Allerede fra høringens start bliver de indstillede bygninger og parkområder betragtet som værende fredede, og universitetet skal søge om tilladelse til alle tiltag – ud over den almindelige vedligeholdelse. Det vil give nogle mærkbare udfordringer for vores udvikling af faciliteterne i de berørte bygninger, understreger chef for Campus Plan og Projekt, Charlotte Lyngholm.

”Det kan fx være vanskeligere at flytte en væg, udskifte loft eller belysning i en fredet bygning. Det er derfor helt afgørende, at vi udarbejder en konkret plan for, hvordan vi kan sikre den løbende og nødvendige udvikling af campus,” siger Charlotte Lyngholm og fortæller, at universitetet nu vil gå i nærmere dialog med styrelsen.

Fakta om fredningsforslag

  • Det Særlige Bygningssyn har indstillet til Slots- og Kulturstyrelsen, at 26 ud af godt 150 bygninger fordelt på 9 bygningskomplekser i Universitetsparken og Vennelystparken fredes.
  • Forslagene indeholder desuden en fredning af alle arealerne i Universitetsparken, Vennelystparken og området ved Galgebakken som et samlet landskabsarkitektonisk værk.
  • Fredningsforslagene er sendt i en offentlig høring, som løber frem til 11. december 2022.
  • Efter høringsperiodens udløb skal Slots- og Kulturstyrelsen – med inddragelse af de indkomne høringssvar – inden 3 måneder beslutte, om styrelsen vil gennemføre fredningsforslagene eller ej.
  • Det er ifølge loven Kulturministeren, der i sidste ende freder bygningerne.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kommunikations- og pressechef Sys Christina Vestergaard scv@au.dk eller chef for Campus Plan og Projekt, Charlotte Lyngholm cl@au.dk.