Aarhus Universitets segl

De mest lovende spinouts på Aarhus Universitet beskæftiger sig især med ét felt

Investormessen Nordic Innovation Fair domineres igen af life science-iværksættere. Det er i tråd med Danmarks ambition om at være blandt de førende lande på feltet.

Manipulerede stamceller. Elektriske stimulanser. Diskrete katetre.

Når Aarhus Universitet i næste uge sender en delegation særligt udvalgte spinout-forretninger til investormessen Nordic Innovation Fair, vil togvognen med kurs mod København være fyldt med life science-iværksættere, altså folk, der beskæftiger sig med lægemidler, medicinsk udstyr eller sundhedsteknologi.

Formålet med investormessen er at fremvise de mest lovende nordiske forskningsprojekter med et kommercielt potentiale - og ikke færre end 9 af de 15 bidrag fra Aarhus Universitet falder ind under kategorien life science.

Blandt iværksætterne på det felt er Lene Munk. Hun er læge med speciale i blærekræft og har udviklet en ny form for kateter i et forsøg på at forbedre livet for kvinder med svær urininkontinens.

”Vi vil gerne hjælpe de kvinder, der bruger bleer og bind på daglig basis. Vores device skal give dem kontrollen tilbage over deres vandladning,” siger Lene Munk fra firmaet Cobler.

Hun søger midler, input og vidensdeling på Nordic Innovation Fair, der populært sagt er en slags speeddating med 100 iværksættere på den ene side af bordet og et tilsvarende antal investorer og selskaber på den anden.

Med bevillingsstøtte fra Novo Nordisk Fonden har messen siden opstarten i 2021 udviklet sig til et uomgængeligt  udstillingsvindue for forretningsprojekter med udspring på forskningsinstitutioner i hele Norden.

Nemmere adgang til knowhow og kapital

For at få adgang til messen skal iværksætterne være nået til den fase, hvor idéer og markedsanalyser er blevet til løsningsskitser og forretningsmodeller, så investorerne kan få et greb om perspektiverne i den dybe forskning.

SAAD Therapeutics beskæftiger sig med personligt tilpasset medicin og kan fremvise succesfulde testforsøg på et tidligt stadie i udviklingen af en forebyggende behandling på Alzheimers-området. Det vil potentielt set kunne komme 100.000 mennesker til gavn over hele kloden og generere en milliardomsætning.

”For at opnå proof of concept har vi brug for at få tilført omkring 10 mio. kr., så vi kan udføre prækliniske dyreforsøg. På messen håber vi derfor på at finde enten en investor eller samarbejdspartner,” siger Olav Michael Andersen, lektor i biomedicin på Aarhus Universitet og medstifter af SAAD Therapeutics.  

At life science-iværksættere udgør majoriteten af deltagerfeltet på Nordic Innovation Fair er ikke et nyt fænomen. Sådan har det også været de foregående år – både i delegationen fra Aarhus og samlet set på messen – hvilket er helt i tråd med Danmarks ambition om at være et af de absolut førende lande på det område.

”Life science tegner sig for en stor del af den danske eksport, så der er nemmere adgang til knowhow og kapital på det område, end det er tilfældet for iværksættere i andre brancher. Samtidig er udviklingen af nye lægemidler og sundhedsteknologi selvsagt et vigtigt felt at beskæftige sig med. Derfor er det naturligt, at life science fylder meget blandt fremtidens spinouts," siger Jeppe Dørup Olesen, innovationschef på Aarhus Universitet.

Fakta:

Nordic Innovation Fair blev etableret i 2021 med støtte fra Novo Nordisk Fonden.

Messen – der i år finder sted i Industriens Hus i hjertet af København den 22. til 23. september – byder foruden en masse individuelle møder på debatter, projektpræsentationer og interviews om aktuelle innovationsemner.