Kærlighed som kommunal kerneopgave

Tavshed ved middagsbordet. Undvigende blikke. Dørene, der smækker lidt for hårdt.

Når mor og far har det svært, mærker børnene det først. Alligevel søger færre end otte procent af par, der har været i alvorlig krise det seneste år, nogen form for hjælp.

Det paradoks vil forskningsindsatsen Vores Parforhold at gøre op med. Ikke med endnu en opsang, men med et anonymt og lettilgængeligt selvhjælpsforløb, som kommuner over hele landet nu ruller ud til forældre, der sjældent ville nærme sig en terapisofa.

Bag projektet står Aarhus Universitet, den psykologfaglige organisation Styrk Familierne og 11 kommuner. Heriblandt Ikast-Brande, som var med fra starten.

"Der findes masser af tilbud derude, men det betyder ikke, at folk bruger dem. Det her er første gang, vi oplever, at forældre tager imod hjælp, de ellers aldrig ville have bedt om," siger Anton Rasmussen, børne- og familiechef i Ikast-Brande Kommune.

Hjælp, før det knækker
At børns mistrivsel ofte har rod i forældrenes konflikter, er en af de mere ubekvemme sandheder i den offentlige debat. 

Ikke desto mindre er det en forbindelse, vi som samfund må tage alvorligt, mener Tea Trillingsgaard, lektor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet og forskningsleder på Vores Parforhold.

"Vi taler alt for lidt om det. Men hvis vi vil hjælpe børnene, skal vi også turde hjælpe mor og far," siger hun.

Derfor bygger indsatsen på et otte ugers forløb, som udspiller sig dér, hvor hverdagen lever: hjemme, på sofaen, efter sengetid. Med et online program eller en fysisk selvhjælpsbog som ramme for samtaler i aftenstilheden.

Forløbet begynder med et partjek, et digitalt spørgeskema, der giver et nyt blik på relationen. Undervejs står en vejleder til rådighed med sparring, mens en podcast og en telefonisk hotline fungerer som små livliner i en travl hverdag.

Hvis det viser sig, at der er behov for mere end selvhjælp, tilbyder kommunen en tid hos en af sine terapeuter, specialuddannet af Aarhus Universitet og Styrk Familierne, med en styrket faglighed i ryggen.

Kommunerne spiller en nøglerolle i tiltaget, understreger Tea Trillingsgaard. Ikke bare fordi de har kontakten til familierne, men fordi de kender virkeligheden.

"Vi ved, hvad der virker. Det svære er at få det til at virke i virkeligheden. Derfor udvikler vi løsninger sammen, så det teoretiske bliver brugbart, og det brugbare bæredygtigt," siger hun.

Et fælles kompas
I Ikast-Brande er Vores Parforhold allerede en del af hverdagen. Informationsmateriale ligger i venteværelser, tilbuddet sendes digitalt via Aula og nævnes af rådgiverne, ofte før forældrene selv sætter ord på, at noget er galt.

For Anton Rasmussen har samarbejdet med Aarhus Universitet gjort mere end at levere et nyt værktøj. Det har givet faglig forankring i en sektor, hvor kommunerne ofte må finde løsninger på egen hånd.

"Der er ikke forskningsenheder i kommunerne. Vi prøver os frem og håber, vi rammer rigtigt. Her har vi noget, der er gennemtænkt og gennemtestet."

Rådgiverne i kommunen har ikke blot taget Vores Parforhold ned fra hylden, de har været med ved tegnebrættet. Deres møder med pressede forældre og stille kriser er blevet foldet ind i udviklingsarbejdet og har givet projektet jordforbindelse.

"Vi har haft reelle samtaler med forskerne. Vi har kunnet give feedback og se, hvordan det blev omsat,” siger Anton Rasmussen.

Men for familiechefen handler samarbejdet også om noget større. For i dag står kommunerne ofte alene i arbejdet med at forebygge familiekonflikter og børns mistrivsel. Der findes ingen fælles retningslinjer på landsplan.

"Når der ikke er nogen national strategi, bliver vi nødt til selv at skabe retningen. Det kan vi ikke gøre alene. Derfor er samarbejdet med forskningen så afgørende. Det giver os viden, vi kan handle på, og noget at navigere efter," siger han.