Aarhus Universitets segl

AR mentorer

Mentorgruppe AR 1:

Ella

Mit navn er Ella, jeg er 23 år, og født i Afghanistan med opvokset i Viborg, Danmark. Jeg studerer internationale studier efter sommer. På min bachelor har jeg læst engelsk med tilvalg i religion, politik og samfund. På mit studie, har jeg haft muligheden for at kombinere mine interesser, som litteratur, historie, samfund og feminisme! Med min kandidat, har jeg nu mulighed for at tage det på internationalt niveau! Jeg glæder mig til at møde jer og dele ud af min viden og oplevelser, som universitets studerende. Jeg håber, at jeg kan give jer, et godt indblik i livet, som universitetsstuderende i Aarhus.

Anna

Jeg hedder Anna, og jeg er 23 år. Jeg er opvokset på en gård i Sønderjylland, hvor jeg har gået på HHX på IBC Aabenraa, men de sidste 2 år har jeg boet på kollegie her i Aarhus. Til daglig læser jeg teologi på 3. semester. På teologi arbejder vi med en god blanding af sprog, historie, filosofi og formidling, og generelt får man en bare bred og almen dannelse. Jeg har tidligere læst et års jura, men nu føler jeg endelig, at jeg er landet på min rette hylde. Jeg glæder mig til at møde jer og præsentere jer for universitet og alle de andre gode oplevelser og muligheder, der følger med, når man er studerende i Aarhus.

Mentorgruppe AR 2:

Sophia

Mit navn er Sophia og jeg er 22 år. Jeg kommer fra København og er helt vildt glad for, at jeg for et år siden besluttede at flytte til Aarhus og læse Cognitive Science. Cognitive Science handler om hjernen og hvordan man lærer, husker og tænker, men det er også et praktisk studie, hvor vi bruger meget tid på at programmere og lave eksperimenter. For mig er det en perfekt kombination, fordi vi både er naturvidenskabelige og humanistiske – og så er fagene helt vildt spændende. Udover at studere spiller jeg hver uge Dungeons and Dragons med mine venner, skriver digte, svømmer og laver aktivistisk arbejde.Jeg glæder mig til at møde jer!

Anja A.

Jeg hedder Anja og er 21 år og kommer oprindeligt fra Horsens, men jeg flyttede sidste sommer til det dejlige Aarhus. Jeg studerer til dagligt Medievidenskab og skal nu starte på mit 3. semester. Jeg elsker film og serier, så maler jeg i min fritid og er med i et par studieforeninger, hvor jeg blandt andet er skribent for et mediemagasin og medlem af en projektgruppe. Jeg glæder til at være jeres mentor og programmet står mig meget nært da jeg selv har været mentee. Vi ses snart til nogen spændende dagsseminarer hvor jeg vil vise jer en del af min hverdag som universitetsstuderende!

Mentorgruppe AR 3:

Astrid

Jeg hedder Astrid, er 23 år gammel og kommer fra en lille by, Langå, der ligger mellem Randers og Hadsten, men har de sidste tre år boet i Aarhus.  Jeg har netop færdiggjort bacheloruddannelsen Uddannelsesvidenskab. Efter sommerferien starter jeg på kandidaten på Uddannelsesvidenskab, d.v.s. jeg begynder på mit fjerde år på universitetet. Uddannelsesvidenskab kombinerer pædagogik, psykologi og uddannelse, hvilket jeg synes er en spændende kombination. Ud over mit studie bruger jeg tid på at arbejde som studenterstudievejleder på Aarhus Universitet, løbe ture i Risskov og derudover være sammen med venner. Jeg glæder mig rigtig meget til at give jer mine egne erfaringer som ny universitetsstuderende videre og forsøge at gøre jer klogere på livet som studerende.

Bessan

Jeg hedder Bessan Mansour, og jeg er 22 år. Jeg kommer fra Vejle, men har boet i Aarhus siden jeg startede på mit studie. Jeg studerer Informationsvidenskab, hvor jeg efter sommerferien begynder på mit 3. semester. Min uddannelse er super spændende, da den omhandler forholdet mellem menneske, it og samfund. Det synes jeg er vildt spændende, da det giver mig en forståelse af, hvilke forandringer teknologi medfører, og hvad disse forandringer har af betydning for os mennesker. Ud over at studere bruger jeg meget tid på at arbejde, træne og være social. Jeg glæder mig til at møde jer og fortælle om bl.a. hvordan jeg får mit studieliv til at hænge sammen med min hverdag.

Mentorgruppe AR 4:

Victor

Jeg hedder Victor og er 21 år. Oprindeligt er jeg fra Viborg, men bor nu i Aarhus-forstaden Egå. I 2018, lige efter jeg blev student, begyndte jeg på dramaturgi, men jeg skifter til bacheloruddannelsen i tysk til september, mest fordi jeg gerne vil have flere muligheder for udvekslingsophold. Litteratur, musik, teater og sprog interesserer mig meget og fylder meget i min fritid. Fordi jeg har mange forskellige interesser, også naturvidenskabelige, var det svært at vælge én uddannelse, og jeg kan også stadig være i tvivl - men tvivl er også helt okay! Jeg glæder mig til at møde jer og at dele erfaringer om al den forvirring, man møder, når man overvejer uddannelsesvalg, og når man starter på en uddannelse.

Laura

Jeg hedder Laura, og jeg er 24 år. Jeg er oprindeligt fra en lille by uden for Silkeborg, men har boet i Aarhus siden jeg startede på universitetet for to år siden. Efter sommerferien starter jeg på femte semester på Religionsvidenskab og samtidig på mit tilvalg; Nordisk sprog og litteratur. Religionsvidenskab beskæftiger sig særligt med samspillet mellem kultur, religion og samfund, hvilket jeg synes er en super spændende kombination. Jeg er virkelig glad for mit studie, hvor jeg både kan fordybe mig i det faglige og samtidig være en del af et rigtig hyggeligt socialt miljø. Jeg glæder mig meget til at møde jer og til at vise, hvordan livet som studerende er på Aarhus Universitet. Vi ses!