Indlægget er bragt på jp.dk og i den trykte udgave af Jyllands-Posten den 16. juni.

Folketingets partier forhandler lige nu om en reform, som bl.a. vil forkorte en stor del af universiteternes kandidatuddannelser fra to til godt ét år. Regeringens planer skaber stor bekymring blandt både studerende, arbejdsgivere og universiteter – og ifølge vismændene kan den koste Danmark et milliardbeløb i tabt produktivitet.

Der slipper ikke meget ud fra de politiske forhandlinger, men det store problem er, at der tilsyneladende heller ikke kommer meget ind. Regeringen har i hvert fald ikke lyttet til hverken Danske Studerendes Fællesråd eller til de mange arbejdsgivere, som har takket nej til kortere uddannelser. Man har heller ikke lyttet til de økonomiske vismænd, som har advaret om, at det kan blive dyrt for os alle, hvis regeringen gennemfører planerne i den skala, som der er lagt op til.

Det seneste forslag fra regeringen er ifølge flere medier en model, der kræver, at især humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser skal udbyde langt flere såkaldte erhvervskandidatuddannelser, hvis de vil undgå at blive ”straffet” i form af at skulle forkorte deres uddannelser til godt et år.

Princippet bag erhvervskandidatuddannelser er godt: Her fordeles tiden mellem studieplads og arbejdsplads, og det kan skabe en god vekselvirkning mellem teori og praksis, hvor man løbende har mulighed for at lade de to ting befrugte hinanden. Derfor bakker universiteterne også op om, at vi skal have flere og mere fleksible erhvervskandidater i Danmark.

Problemet er, at regeringens krav til, hvor mange erhvervskandidater vi skal uddanne, ikke ser ud til at være baseret på en realistisk vurdering af, hvad der kan lade sig gøre. Vores løbende dialog med arbejdsgiverne peger på, at det langtfra er alle brancher, hvor man kan forpligte sig på at have en deltidsansat i en længere årrække, ligesom der heller ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt mange studerende, som ønsker at tage en erhvervskandidat.
Hvis det ikke lykkes os at forpligte arbejdsgiverne på tilstrækkeligt mange erhvervskandidatpladser, så falder regeringens hammer i form af, at vi i stedet skal forkorte uddannelserne. Den mekanisme giver ikke umiddelbart mening hverken fagligt eller teknisk, og blandt andet derfor håber jeg, at regeringen vil lytte til Danske Universiteters forslag, som er væsentligt mere simpel, og hvor vi bl.a. supplerer erhvervskandidaterne med at lægge obligatoriske erhvervselementer – som f.eks. praktikophold – ind i flere uddannelser. Universiteternes forslag øger vel at mærke arbejdsudbuddet og frigør et provenu på niveau med regeringens egen plan – men uden den samme risiko for uddannelseskvaliteten og nationaløkonomien.

SF, Liberal Alliance og De Konservative såvel som Danske Universiteter er kommet med konstruktive modforslag, men det har tilsyneladende ikke fået regeringen til at bevæge sig synderligt.

Jeg vil derfor opfordre til, at man trækker gardinerne fra i forhandlingsrummet, går i dialog med vores sektor og tager højde for den virkelighed, som reformplanerne kommer til at ramme. Ellers kan hele øvelsen blive meget dyr for os alle.