I Politiken kunne man i lørdags læse, at uddannelsesminister Esben Lunde Larsen mener, at universiteterne uden videre kan gennemføre nye besparelse på 2 pct. om året indtil videre de næste 4 år. Han er bl.a. citeret for at udtale:

”… der er ingen, der skal bilde mig ind, at de institutioner, der i dag er kornfede, ikke også kan stramme op...” samt:

»Det er vigtigt at sige, at vi ikke udbyder uddannelse for at have ansatte. ….«, siger Lunde Larsen.

Universiteterne er samfundets ejendom, og de er sat i verden for at styrke samfundet gennem forskning, uddannelse og videnudveksling. Det er samtidig enhver siddende regerings pligt og ret at skaffe et flertal, der fastlægger, om bevillingerne til universitetssektoren skal øges, fastholdes eller reduceres. Men vi må kraftigt tage afstand fra den retorik, ministeren m.fl. her lægger for dagen. Det billede, der tegnes er meget langt fra den virkelighed, vi kender fra Aarhus Universitet.

Vi kan fuldstændigt afvise, at Aarhus Universitet er kornfed eller udbyder uddannelse for at have ansatte. På ingen måde. Universitetet har netop været igennem en større besparelsesrunde, og både VIP’er og TAP’er arbejder hårdt, dygtigt og særdeles dedikeret for at løse deres opgaver inden for snævre budgetrammer. Vi bidrager med tyngde til samfundets udvikling – og det burde aftvinge mere respekt.

Ministerens udtalelser blev fulgt op af Henrik Dahl fra Liberal Alliance, der udtaler: 

"Det vil fremme forskningen, hvis man skiller sig af med alle de folk, som forstyrrer forskningen”.

Henrik Dahls bemærkning om at skille sig af med folk, som forstyrrer forskningen må stå helt for egen regning. Hvis Henrik Dahl mener, at det er TAP’erne, som forstyrrer forskningen, så kan vi berolige ham med, at det gør de ikke på Aarhus Universitet. De er tværtimod med til at bane vejen for de mange forskningsresultater, der hver dag udklækkes på universitetet og sikre, at dagligdagen fungerer for de 43.000 studerende og 10.000 ansatte, der har deres daglige gang på universitetet.

Universiteterne er i øvrigt af staten blevet pålagt store administrative opgaver f.eks. med akkreditering, fremdriftsreformen og dimensioneringen – uden at der er fulgt ekstrafinansiering med.

De seneste par år har diskussionen fokuseret på, hvorledes universiteterne kan øge kvaliteten af uddannelserne. Der er ingen tvivl om, at regeringens forslag til besparelser vil presse uddannelseskvaliteten og udbuddet af uddannelser, og udgangspunktet er, at uddannelser i forvejen er underfinansierede jf. McKinsey-rapporten fra 2009.

Man skal være opmærksom på, at universiteter ikke kan styres fornuftigt med en ”stop go”-logik. Vi er på godt og ondt en supertanker, der ikke hurtigt kan skifte kurs. Det tager typisk 5-10 år at opbygge en international konkurrencedygtig forskningsaktivitet, som er et fundament for forskningsbaserede uddannelser. Fra det øjeblik, vi optager nye studerende, er vi forpligtet til at udbyde undervisning i fem til seks år frem. Man kan ikke fjerne finansieringen fra dag til dag uden at gøre betydelig skade.

Hvis universiteterne skal ændre kurs, fordi et flertal i folketinget ønsker en anden prioritering af de offentlige midler, så forholder vi os til det og drager naturligvis de konsekvenser, det får for uddannelse, forskning og vidensudveksling. Men vi håber meget, at de politiske beslutningstagere vil have øje for universiteternes rammevilkår og anlægge en respektfuld tone over for de medarbejdere og studerende, som yder en stor indsats til gavn for landet.