Aarhus Universitets segl

Uddannelseschecker

Introduktion

Arabisk- og islamstudier handler om sprog, religion, historie, kultur, politik og samfund i den arabiske verden. Du får forståelse for det arabiske hverdagsliv, og du lærer om islam i og uden for den arabiske verden. På Arabisk- og islamstudier lærer du at læse, tale og skrive moderne standardarabisk. Du bliver 
ekspert i den arabiske verden, og du lærer at skabe bro mellem Danmark og den arabiske verden inden for mange områder.

Sproget

Moderne standardarabisk er den arabiske verdens fælles sprog. Du læser originaltekster som eksempelvis avisartikler og passager fra koranen. Du får desuden kendskab til udvalgte arabiske dialekter, der bruges i daglig kommunikation. Studiet af det arabiske sprog udgør cirka halvdelen af studietiden.

Dagligdagen på Arabisk- og islamstudier

Undervisningen på Arabisk- og islamstudier bygger primært på holdtimer og arbejde i din studiegruppe. Du kommer til at holde oplæg og deltage i diskussioner, når du studerer islam og den arabiske verdens historie. Du skal være opmærksom på, at en stor del af undervisningen foregår på engelsk, ligesom en stor del af pensum også vil være på engelsk.

Oplev den arabiske verden

På bacheloruddannelsen tager de fleste studerende på et ophold i den arabiske verden på 4. semester. Dette giver dig mulighed for selv at vælge mellem udvalgte arabiske dialekter, bruge det sprog du allerede har lært, og du får også et førstehåndskendskab til den arabiske verden. Studieopholdet i et arabisktalende land er en værdifuld del af uddannelsen.

Jobmuligheder over hele verden

Som bacheloruddannet i Arabisk- og islamstudier kan du læse videre på en række kandidatuddannelser. Det kan give dig jobmuligheder i både danske og internationale virksomheder, der har kontakt til det arabisksprogede marked. Du kan også arbejde inden for områder som tværkulturel kommunikation, integrationsarbejde og udviklingsarbejde.