Aarhus Universitets segl

ÅRSBERETNING 1994

 

Indholdsfortegnelse
Forrige afsnit
Næste afsnit

[Kolofon]

 

AFGANGSGRADER, FAKULTETSVIS

På Aarhus Universitet er uddannelserne typisk normeret til 5 år, eneste undtagelse herfra er lægestudiet, der er normeret til 6 1/2 år. Studierne fører frem til kandidatgrader og ved alle studier er det muligt at videreføre kandidatstudiet i en forskeruddannelse (Ph.D.), der varer 3 år. Forskeruddannelsen kombinerer studier med egentlig forskning. Ph.D. studiet vil typisk koncentrere sig om et nærmere defineret projekt. En række Ph.D. studier tilrettelægges i et samarbejde mellem universitetet og en anden forskningsinstitution.

Humaniora

Humaniora er samlebetegnelsen for en bred vifte af fag, der repræsenterer uddannelser inden for æstetiske, historiske, filosofiske og sproglige områder. Der er ialt ca. 30 humanistiske fag ved Aarhus Universitet, og dertil kommer en mængde kombinationsmuligheder.

En kandidateksamen på humaniora består af en grunduddannelse på 2 år og en overbygningsuddannelse på 1 år (bacheloruddannelse BA), 2 år (cand.phil.) eller 3 år (cand.mag.). På en række uddannelser er det muligt at gennemføre et magisterstudium (mag.art.), der varer 4 år udover grunduddannelsen.

Enhver humanistisk uddannelse bygger på den 2-årige grunduddannelse i et grundfag. Bachelorgraden kan opnås enten ved at fortsætte endnu et år på grundfaget eller ved at supplere grunduddannelsen med et år på et andet studium, for eksempel en af de mange suppleringsuddannelser.

Cand.phil.-graden opnås ved to års studier på grundfagets overbygningsuddannelse. Cand.phil studiet afsluttes med et speciale.

Cand.mag.-graden opnås enten ved at supplere en cand.phil-grad med en af de ca. 40 suppleringsuddannelser, eller ved at sammensætte 1« års overbygningsstudier i grundfaget med 1« års studier i et andet fag (sidefaget). Det er kun muligt at tage sidefag i de gymansierelevante fag. Sidefaget kan også vælges på naturvidenskab eller samfundsfag. Endelig kan den 3-årige overbygning sammensættes individuelt med kurser fra forskellige fag. Et hvert cand.mag studium afsluttes med et speciale.

Magisterkonferensen er et forskningsstudium, hvor man via 4 års studier ud over grunduddannelsen opnår titlen mag.art. Magisterstudiet adskiller sig fra Ph.D. studiet, idet man umiddelbart kan lade sig indskrive på magisterkonferensen som studerende.

Sundhedsvidenskab

Det sundhedsvidenskabelige fakultet omfatter lægeuddannelsen (cand.med.) og tandlægeudddannelsen (cand.odont.), samt uddannelserne til tandplejer og klinisk tandtekniker - de to sidste er ikke kandidatuddannelser.

Læge- og tandlægestudierne er bygget op af en teoretisk første del og en klinisk anden del. Undervisning og forskning foregår for lægeuddannelsens vedkommende både på universitetet og på en række hospitalsafdelinger i Århus, hvor også den kliniske undervisning på studiets anden del er placeret. For tandlægeuddannelsens vedkommende foregår al undervisning og forskning på universitetet. Det odontologiske institut råder over egne klinikker til patientbehandling og modtager dagligt mange patienter. Derved får de tandlægestuderende god mulighed for at opøve praktiske færdigheder i de forskellige former for behandling.

Samfundsvidenskab

Det samfundsvidenskabelige fakultet rummer fire fag: jura, økonomi, statskundskab/samfundsfag og psykologi. Kandidatstudierne er normeret til 5 år og giver titlerne cand.jur., cand.oecon., cand.scient.pol/cand.phil./cand.mag. og cand.psyk. Det er muligt at afslutte studierne efter 3 år og få en bachelorgrad (BA) ligesom studierne kan videreføres til en ph.d.-grad.

Studierne jura, økonomi, statskundskab og psykologi er alle bygget op af en 3-årig grunduddannelse, som er præget af obligatoriske kurser, der introducerer til studiernes bredere områder. På de 2-årige overbygningsuddannelser er der til gengæld gode muligheder for specialisering.

Samfundsfagsuddannelsen afviger fra de øvrige studier ved kun at være på 4 år (cand.phil.). Det er muligt at kombinere uddannelsen med studier fra humaniora eller naturvidenskab og på den måde opnå en cand.mag.-grad.

Teologi

Det teologiske fakultet omfatter udover teologi også de humanistiske studier religionsvidenskab og semitisk filologi, disse er bygget op og rummer de samme muligheder som de øvrige humanistiske fag (se ovenfor).

Teologi er sammensat af en 2-årig grunduddannelse og en overbygningsuddannelse på 3 år og giver titlen cand.teol. Det er muligt efter 3 år at forlade studiet med en bachelorgrad (BA). Ved manglende forkundskaber i græsk og latin forlænges grunduddannelsen med 1 år.

Teologistudiet centrerer sig om kristendommen, dens oprindelse, udvikling og betydning i det moderne samfund.

Naturvidenskab

Det naturvidenskabelig fakultet rummer de grundvidenskabelige fag fysik, kemi, astronomi, biologi og geologi samt fagene matematik, statistik og datalogi, som er centrale fag i den moderne naturvidenskablige forskning. Uddannelserne er alle normeret til fem år og giver titlen cand.scient. (matematik-økonomi dog cand.scient.oecon.).

Det naturvidenskabelige studium indledes med en bacheloruddannelse. Efter to års studier skal man vælge, om man vil fortsætte på et kandidatstudium eller afslutte med en bachelorgrad (BS). Vælger man kandidatstudiet kan man allerede efter to års yderligere studier påbegynde et Ph.D.-studium. Kandidatstudiet afsluttes med speciale.

Man begynder det naturvidenskabelige studium på en studieindgang, som ofte omfatter to fag. Man kan kombinere de to fag (hovedfag/bifag) eller vælge specialiseringer inden for et af fagene. Vælger man et af de gymansierelevante fag kan disse kombineres med studier fra humaniora og samfundsfag.