Aarhus Universitets segl

ÅRSBERETNING 1994

 

Indholdsfortegnelse
Forrige afsnit
Næste afsnit

[Kolofon]

 

REGISTRATUROMRÅDET

Registraturen har til opgave at give vejledning og information om alle forhold, der vedrører det at være studerende ved Aarhus Universitet. Det gælder spørgsmål lige fra studievalg over adgangskrav og optagelsesbetingelser til kombinationsmuligheder, studieskift og studier i udlandet. Hertil kommer generel information om støttemuligheder og bolig. Registraturen er samlebetegnelse for Studiekontorer, SU-kontoret, Eksamenskontoret og Eksamenstilsynet.

Studiekontorets aktiviteter

Studiekontorets nerve er ekspeditionen, hvor mange studerende hver dag henvender sig for at søge orlov, få ændret adresse, bestille udskrifter af deres eksaminer, forhøre sig om studieophold i udlandet, foretage studieskift, indtegne sig til eksamen, bede om information om studierne ved Aarhus Universitet og om optagelsesregler og meget mere. Det er et udpræget servicekontor, som i videst muligt omfang søger at hjælpe, informere, vejlede og rådgive de studerende.

Udover at vejlede og informere varetager studiekontoret en lang række administrative funktioner i forbindelse med optagelse og indskrivning af studerende.

Studiekontoret har i 1994 haft en del udadvendte aktiviteter. I januar afholdtes to arrangementer for gymnasievejledere i Midtjylland, hvor der orienteredes om optagelse og andet som vedrører videregående uddannelser. I februar/marts koordinerede studiekontoret 31 studieorienterende møder i Midtjylland. På disse møder orienteredes om en lang række af videregående uddannelser for afgangselever på gymnasiale uddannelser. Ligeledes i februar/marts afholdtes 3 arrangementer for potentielle ansøgere om optagelse og udfyldelse af ansøgningsskema. Endelig koordinerede studiekontoret to arrangementer om vejledning af afviste i august måned for alle videregående uddannelser i Århus.

Færdige og næsten færdige kandidater tilbydes information om beskæftigelsesmuligheder, og her deltog studiekontoret i 1994 i to arrangementer sammen med de faglige organisationer. Herudover afholdtes et kursus i jobsøgningsteknik. Dette kursus var meget populært og der måtte afvises mange på grund af pladsmangel. Desværre var studiekontoret kun i stand til at afholde et jobsøgningskursus.

Studiekontoret har også til opgave at forestå uddannelsen af de faglige vejledere på universitet. For disse afholdtes i 1994 kurser om optagelse, indskrivningsspørgsmål, vejledning generelt og vejlederens rolle/placering og erhvervsvejledning.

Studiekontoret har en central placering i optagelsen af studerende til Aarhus Universitet. Studiekontoret står for registreringen og sagsbehandlingen af de ca. 12.000 ansøgninger, samt for kontakt til fagene vedrørende prioritering, lister og labels samt til Den koordinerede Tilmelding vedrørende indberetning, clearing og udsendelse af afslag.

Optagelsen i 1994 var en omfattende arbejdsopgave, der beskæftigede ca. 10 medarbejdere næsten fuldtid fra februar til midten af juli. Udover selve registreringen, vurderingen og prioriteringen af ansøgningerne som alle deltog i, var optagelsen også forbundet med en mængde vejledning og information. Der besvaredes mange hundrede telefoniske henvendelser, og mange nåede aldrig igennem. Der udsendtes og udleveredes ca. 5000 ansøgningsskemaer og ca. 10.000 pjecer om optagelseskriterier til Aarhus Universitet. Hertil kommer personlige henvendelser som det ikke er muligt at sætte tal på.

Eksamenskontoret

Eksamenskontoret består af eksamensafdelingen og eksamenstilsynet. Eksamensafdelingen registrerer alle tilmeldinger og afmeldinger af eksaminer, som afholdes på universitetet. Resultaterne bliver EDB-registreret og både bachelor- og kandidatbeviser bliver udstedt her. Eksamensafdelingen varetager desuden administration af eksamensordninger, dispensation og meritoverførsler. Kontoret har kontakt med fagene om selve eksamenstilrettelæggelse og tidsfrister for eksamenstilmelding. Kontoret har ingen ekspedition, men en lang række studerende henvises hertil både personligt og telefonisk fra Studiekontoret og SU-kontoret.

Eksamenstilsynet tilrettelægger de skriftlige eksaminer, herunder leje og fordeling af lokaler, i samarbejde med fagene. Desuden administrerer eksamenstilsynet alle øvrige forhold i forbindelse med de skriftlige eksaminer, herunder materialer, modtagelse af opgaver og vagtpersonalet.

I 1994 blev der registreret ca. 70.000 eksamensresultater og 1141 kandidater fik udstedt et kandidatbevis.

SU-kontoret

SU-kontoret er stedet, hvor de studerende kan få oplysning og information om deres muligheder, rettigheder og pligter i forbindelse med ansøgning og modtagelse af SU.

Kontoret står for tildeling af SU-støtte til de studerende på SU styrelsens vegne. Kontoret kontrollerer, at de oplysninger de studerende giver, og som er af betydning for udbetaling af SU, er korrekte. Der foretages faglig kontrol af samtlige studerende en gang årligt og ad-hoc kontrol i forbindelse med SU-ansøgninger. Kontoret underretter SU styrelsen om de studerendes studiestatus: afslutning, afbrud, orlov og inaktivitet.

Af universitetets ca. 18.500 studerende, modtager ca. 14.000 SU-støtte. I 1994 behandlede kontoret ca. 22.000 SU-ansøgninger: 1. gangsansøgninger, ansøgninger om studieskifts- og forsinkelsesklip, om genoptagelse eller ændring af SU-støtte, om fravalg af klip, om dobbeltklip, om fødselsklip og om dispensation fra SU-støtterammen.

SU-kontoret opfatter sig selv som et servicekontor for de studerende. Mange henvender sig personligt i ekspeditionen, men der er også mange telefoniske og skriftlige henvendelser. De studerende skal så vidt muligt have afklaret deres SU-forhold ved 1. henvendelse. Ved "komplicerede" forespørgsler bestræber SU-kontoret sig på, at sagsbehandlingstiden højst må være 1-2 uger.Der kan være kø-problemer i august måned på grund af ansøgninger fra nye studerende, og i juli-august måned og i december-januar måned på grund af ansøgninger om forsinkelsesklip.