Aarhus Universitets segl

Digital frontløber

Strategi 2030

Strategisk fokusområde

Arbejdsmarkedet gennemgår en digital transformation, hvor nye teknologier bliver mere avancerede, potentielt disruptive og stiller markant højere krav til medarbejdere, produkter og services. Specielt har kunstig intelligens potentiale til at forandre samfundet og den akademiske verden med både enorme muligheder og komplekse problemstillinger til følge.

Aarhus Universitet skal være en digital frontløber anerkendt for sine fremragende it- og digitaliserings-miljøer. Universitetet vil klæde medarbejdere og dimittender på med viden og færdigheder til at lede og gennemføre digital transformation, bidrage til bæredygtig udvikling og anvendelse af digitale teknologier samt være førende inden for forskning og uddannelse i cybersikkerhed.

Strategiske tiltag

Kompetencer til det digitale arbejdsmarked

Aarhus Universitet skal være på forkant med den teknologiske udvikling og arbejdsmarkedets efterspørgsel efter dimittender med digitale kompetencer, ligesom studerende og medarbejdere skal være rustet til at navigere i et digitalt samfund.

Aarhus Universitet vil derfor forstærke og videreudvikle sine it-miljøer ved at udvide forskningskapaciteten og oprette flere uddannelsespladser på bl.a. engelsksprogede it- og digitaliseringsuddannelser. Universitetet vil samtidig opkvalificere medarbejdere og de studerendes digitale kompetencer, så de med udgangspunkt i deres fagligheder kan skabe, eksperimentere med og forholde sig kritisk til nye teknologier.

Knudepunkt for cybersikkerhed

Aarhus Universitet vil være førende inden for forskning og uddannelse i cybersikkerhed og bidrage til nye, innovative løsninger, der kan styrke samfundets forsvar mod og forebyggelse af cyberangreb og andre hybride trusler.

Universitetet vil derfor intensivere samarbejdet med både private og offentlige partnere og arbejde målrettet for, at der etableres et nyt nationalt knudepunkt for forskning, uddannelse og innovation inden for cybersikkerhed med hovedkvarter i Aarhus og med tætte relationer til Aarhus Universitet. Samtidig forpligter universitetet sig til at integrere cyber- og informationssikkerhed i egne arbejdsmetoder.

Endelig vil Aarhus Universitet øge indsatsen på forsvars- og beredskabs-området og bidrage med viden og teknologiske løsninger, der fremmer Danmarks sikkerhed i en skærpet geopolitisk virkelighed.