Strategi 2030
De danske universitetsuddannelser står over for markante forandringer. Det gælder især for kandidatlandskabet, hvor der fremover også skal udbydes nye, kortere kandidatuddannelser og udvikles flere erhvervskandidatuddannelser. Aarhus Universitet skal være internationalt anerkendt for forskningsbaserede uddannelser af højeste internationale kvalitet – uanset format eller varighed.
Aarhus Universitet insisterer på at fastholde den dybe faglighed, der kendetegner universitetets eftertragtede uddannelser, samtidig med at uddannelsesporteføljen videreudvikles og konsolideres, så alle uddannelser til stadighed er relevante og attraktive for både ansøgere og arbejdsgivere. De studerende skal opleve engagerende undervisnings- og studiemiljøer, der stimulerer nysgerrighed og motiverer til samarbejde, innovation og læring.
På Aarhus Universitet skal hver eneste uddannelse være tidssvarende, efterspurgt og kendetegnet ved høj kvalitet, så universitetets dimittender også fremover står solidt på arbejdsmarkedet med relevante kompetencer.
Universitetet vil arbejde målrettet på at forny uddannelsesporteføljen, hvor uddannelsernes struktur og indhold nytænkes samtidig med, at der værnes om en stolt tradition for faglig dybde og akademisk dannelse. Aarhus Universitet inviterer i den forbindelse erhvervslivet og den offentlige sektor til langsigtede, forpligtende partnerskaber for at understøtte udviklingen af det nye kandidatlandskab.
I 2030 skal Aarhus Universitet være internationalt anerkendt som et attraktivt studiested med engagerende undervisning, et levende studieliv og inkluderende fællesskaber – både i og udenfor undervisningslokalerne.
Aarhus Universitet vil udvikle undervisningsformer og studiefaglige miljøer, så de i endnu højere grad understøtter de studerendes engagement og samarbejde samt interaktionen mellem underviser og studerende. Universitetet vil også udnytte sin faglige bredde til at udvikle nye, tværfaglige uddannelseselementer, der udvikler de studerendes evne til at tænke helhedsorienteret og innovativt.
Aarhus Universitet vil øge optaget af internationale studerende til gavn for et mere dynamisk og mangfoldigt uddannelsesmiljø på universitetets campusser.
Universitetet ønsker at udvide antallet af engelsksprogede uddannelses-pladser, øge rekrutteringen af kvalificerede internationale studerende og skabe inkluderende internationale studiemiljøer. I samarbejde med arbejdsgivere og myndigheder vil universitetet også arbejde målrettet for at fastholde internationale studerende på det danske arbejdsmarked efter dimission, så det danske samfund får gavn af endnu mere arbejdskraft med højt faglige kvalifikationer.