Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Årsfest

Aarhus Universitet begyndte sit virke den 11. september 1928 og holder hvert år en fest for at markere sin grundlæggelse. Til festen inviterer vi ud over medarbejdere også samarbejdspartnere, hvis støtte til Aarhus Universitet er helt uundværlig.

Årsfesten 2020 fejres den 11. september

Festdagen, som markerer universitetets fødselsdag, bliver indledt om eftermiddagen med taler, festforelæsning, musik, promovering af æresdoktorer og overrækkelser af priser og legater. Festen foregår i Aulaen på Ndr. Ringgade. Af pladshensyn er arrangementet for inviterede gæster med adgangsbillet.

Om aftenen fortsætter festen i Musikhuset Aarhus. Fra kl. 20 er der koncert for medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere i Store Sal under ledelse af kapelmestrene Peter Vuust og Per Chr. Frost. Efter koncerten er alle gæster inviteret til et glas vin i foyeren.

Tilmelding for eksterne samarbejdspartnere
Invitationen til eksterne samarbejdspartnere vil blive udsendt med e-mail den 10. august. Du skal som ekstern samarbejdspartner tilmelde dig via det link, der fremgår af den tilsendte, personlige invitation. Du kan også klikke på den blå bjælke til højre for at komme til tilmeldingssiden for eksterne samarbejdspartnere.

OBS: Vær opmærksom på, at hvis du er ansat på AU og modtager den personlige invitation den 10. august, bedes du bruge tilmeldingslinket i den personlige invitation og ikke medarbejderlinket.

Aarhus Universitet følger naturligvis myndighedernes retningslinjer for forebyggelse af smittespredning og vil tilpasse eller aflyse arrangementet, hvis det skulle vise sig nødvendigt.