Aarhus Universitets segl

Fundamentet til millionforretningen blev lagt på universitetet

Simon Staack skaber digitale løsninger til verdens storcentre i virksomheden Emplate. Sammen med studiekammeraterne stiftede direktøren forretningen under sin uddannelse på Aarhus Universitet. Det har lagt kimen til firmaets succes, mener han i dag.

Virksomheden Emplate blev stiftet som et studieprojekt ved AU i Herning. Siden er virksomheden rykket til Aarhus og blevet en millionforretning. Foto: PR

Det var egentlig ikke meningen, at Simon Staack skulle være iværksætter, men da han først trådte ind på Aarhus Universitet, blev retningen forseglet.

I dag næsten otte år efter er han direktør og medstifter af virksomheden Emplate, som hjælper shoppingcentre med at tiltrække og fastholde kunder via en unik softwareløsning og har siden rejst et tocifret millionbeløb i investeringer. 

Vejen derhen blev lagt som et studieprojekt på uddannelsen til forretningsingeniør (BDE) ved Aarhus Universitet i Herning. Her fandt Simon Staack og hans medstiftere et hul i markedet hos landets storcentre, der senere skulle skabe fundamentet for millionforretningen.

På det tidspunkt havde digitaliseringen endnu ikke ramt centrene, der stadig satsede på traditionel markedsføring og analoge kundeoplevelser. Det gav plads til innovative tiltag, indså studiegruppen. Hundredvis af feltstudier fulgte, hvor tiden gik på bænke i storcentre for at observere kundeadfærd eller udføre dybdegående brugerundersøgelser i dialog med landets centerchefer.

Den metodiske tilgang til forretnings- og produktudviklingen, som universitetet krævede af sine studerende, har sået kimen til Emplates succes i dag, mener Simon Staack.

”Universitetet lærte os, at der skal være ro til at være flittig og fokuseret, så man kan koncentrere sig om sit produkt. Det har vi stædigt holdt fast i. Jeg tror, at det slår igennem på tilfredsheden hos vores kunder,” siger direktøren.

Formet af forretningsudvikling
Han hylder særligt BDE-uddannelsen, som er skræddersyet til at skabe entreprenante eksperimenter og pace de studerende hen imod iværksætteriet.

Her blev de ofte fortærskede businessgloser gjort til konkrete værktøjer, som kunne få studiegruppen tættere på deres mål, mens de konstant blev bedt om at stress-teste deres forretningsmodel og tage en masse chancer.

”For det kan man jo netop tillade sig, når man er tilknyttet universitetet. Det er risikofrit hele tiden at skærpe sit produkt, fordi der ikke står en investor og forventer en stor indtjening,” siger Emplate-direktøren.  

Oprindeligt søgte aarhusianske Simon Staack mod universitetets uddannelse i Herning, fordi han blev tiltrukket af det ledelsesmæssige aspekt af studiet, der også havde et skarpt fokus på erhvervssamarbejde. Hurtigt fik han dog øjnene op for værdien ved iværksætterånden som forretningsudvikler på studiet.

”Der blev bare skabt de helt perfekte rammer, hvor det var helt naturligt at kaste sig ud i iværksætteriet,” siger han.

The Kitchen banede vejen
Senere, da Emplate var blevet en kommerciel realitet, blev stifterne tilknyttet iværksætterhuset The Kitchen ved Aarhus Universitet. Initiativet er søsat for at hjælpe forskere og studerende med iværksætterdrømme til at realisere deres idéer bl.a. igennem rådgivning, funding og netværksmuligheder.

Netop netværksdelen ledte indirekte Emplate til sin første millioninvestering. Den kom fra Anders Holch Povlsen gennem hans investeringsselskab Hypezone og sikrede virksomhedens målsætning om at gå fra at være markedsledende i Danmark til at blive en global spiller.

Simon Staack er da heller ikke sen til at tilkende opbakningen fra universitetet noget af æren for forretningssuccesen.

”Aarhus Universitet har skabt nogle fantastiske faciliteter til studerende, der har modet til at kaste sig ud som iværksættere. Jeg er ikke sikker på, at Emplate havde været her i dag, hvis ikke det havde været for vores forløb ved universitetet,” siger iværksætteren.  

Fakta om Emplate:
Emplate har udviklet en software, der forbinder shoppingcentre med deres kunder og butikker. Det sker gennem en digital platform, som præsenterer nyheder og tilbud til kunderne fra deres lokale storcenter. Målet med platformen er at skabe bedre kundeoplevelser og målrette centrenes markedsføring.

  • Har 26 ansatte.
  • Kunder i 11 forskellige lande, hvoraf størstedelene er inden for EU. 
  • Har de seneste fire regnskabsår haft en samlet vækst i licensindtjening på ca. 400%.

Se mere om iværksætteri ved Aarhus Universitet her