Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU Update: Samfundsfaglige metoder

AU Update: Samfundsfaglige metoder

Samfundsfaglige metoder

Vi tilbyder kursus i samfundsfaglige metoder. Kurset imødekommer kravene til det metodiske kernestof i de nye læreplaner, og behovet for at udvikle elevernes metodebevidsthed i det moderne informationssamfund. Tilbuddet består af to selvstændige kursusforløb med fokus på de nyeste elementer i læreplanen nemlig systematisk kvalitativ metode og statistisk usikkerhed.

Forløb 1: Systematisk kvalitativ metode

Systematisk kvalitativ metode er et afgørende værktøj til at håndtere større mængder kvalitativt materiale, fx avisartikler eller interviews, og til at dokumentere kvalitative analyser. Metoden hjælper til at omsætte usystematiseret kvalitativt materiale til en systematisk analyse og en veldokumenteret afrapportering. Forløbet giver deltagerne en introduktion til metoden, erfaring med at anvende metoden og ideer til at inddrage metoden i samfundsfagsuddannelsen på alle niveauer. Forløbet indeholder:

  • Introduktion til systematisk kvalitativ metode – hvad er det, og hvad kan det?
  • Anvendelse af systematisk kvalitativ metode – øvelser i anvendelse og forståelse af metoden
  • Inddragelse af systematisk kvalitativ metode i undervisningen – hvordan kan eleverne introduceres til og få gavn af metoden?

Undervisningsformen består af oversigtsforelæsninger, øvelser og holddiskussioner. Kurset kan afvikles på en eller to dage. I forbindelse med 1-dagskurser bliver mængden af øvelser og tiden til refleksioner over anvendelse i undervisningen reduceret.

Forløb 2: Statistisk usikkerhed: Hvad kan vi sige noget om?

En stor del af den samfundsfaglige viden er baseret på kvantitative opgørelser. Tal fylder meget i den politiske debat og den samfundsfaglige vidensproduktion. Men typisk fortæller tallene kun om en del af de spørgsmål, vi er interesseret i. Derfor må vi være opmærksomme på, med hvilken sikkerhed tallene fortæller noget om hele den virkelighed, vi er interesseret. I dette forløb har vi fokus på generaliserbarhed og særligt på statistisk usikkerhed – beregning såvel som fortolkning. Forløbet indeholder:

  • Introduktion til statistisk usikkerhed – hvad forudsættes, og hvad kan det bruges til?
  • Beregning og fortolkning af statistisk usikkerhed – fra tal til information
  • Inddragelse af statistisk usikkerhed i undervisningen – fra C- til A-niveau

Undervisningsformen består af oversigtsforelæsninger, øvelser og holddiskussioner. Kurset kan afvikles på en eller to dage. I forbindelse med 1-dagskurser bliver mængden af øvelser og tiden til refleksioner over anvendelse i undervisningen reduceret.

Tilmelding og interessetilkendegivelse

Spørgsmål og/eller interessetilkendegivelse? Skriv til gymnasiekoordinator@au.dk 


AU Update er

  • 2-3 dages læringsforløb udviklet i tæt samspil mellem Aarhus Universitet og gymnasieskolen
  • Tilrettelagt for faggrupper fra klynger af gymnasier
  • Praktisk tilgængelig med undervisning på gymnasieskolen og på Aarhus Universitet
  • Mulighed for medindflydelse på indhold ved deltagelse i formøde
  • Fokus på at holde udgifter til deltagerbetaling og transport lave     

Målgruppe

 

AU Update Samfundsfaglig metode henvender sig primært til undervisere i samfundsfag på ungdomsuddannelserne.


Deltagerbetaling

Udgiftsniveauet på AU Update holdes så lavt som muligt på to måder:

  • Forløbene udbydes først, når et passende antal gymnasier er klar og går sammen om et forløb
  • Undervisningen organiseres så tæt som muligt på de deltagende gymnasier mhp. at holde transportsudgifterne lave.

Samarbejdsorganisationen mellem Gymnasieskolen og Aarhus Universitet har aftalt nedenstående betalingsmodel:

Antal deltagerePris pr. deltager for 2 dage (DKK)Pris pr. deltager for 3 dage (DKK)
6-1250006000
13-2530004000
26-4020003000

 

Deltagerafgiften pr. person afhænger af forløbets længde (2 eller 3 dage) og af antallet af deltagere på det enkelte kursus. Jo flere deltagere, jo lavere pris pr. deltager.
 
De deltagende gymnasierne skal desuden påregne udgifter til forplejning (efter aftale) og kørsel for underviserne fra AU.


Tid og sted

AU Update Samfundsvidenskabelig metode består af to selvstændige kursusforløb der hver varer 1 eller 2 dage.

Hvis du og dine fagkolleger er interesseret i at deltage i et AU Update-forløb, er I velkomne til at kontakte AUs gymnasiekoordinator Birgitte Højland (birh@au.dk eller 87 15 35 05).

Når et gymnasium udtrykker interesse for et AU Update-forløb, vil Aarhus Universitet kontakte gymnasier i samme geografiske område mhb. på at finde ud af, om flere gymnasier vil være med. Når antallet af deltagere er passende i fht. gennemførelse af forløbet, laves en bindende tilmelding, hvorefter forløbet sættes i gang.


Forskere du kommer til at møde

På AU Update Samfundsvidenskabelig metode kommer du blandt andre til at møde Helene Helboe Pedersen, lektor på Institut for Statskundskab


Roller og ansvar på AU Update-forløb

Aarhus Universitet:

  • Er forpligtende initiativtager ift. det faglige indhold på AU Update-forløbet.
  • Tilbyder mødefaciliteter og forplejning på første workshopdag
  • Tilbyder at holde et indledende planlægningsmøde med 1-3 af de deltagende gymnasielærere mhp. at målrette forløbets indhold til deltagernes behov
  • Påtager sig ansvaret for praktisk organisering af forløbet, herunder planlægning af afholdelse og datoer, koordinering af aftaler ift. afholdelse af seminardage på de deltagende gymnasier, fremsendelse af mødemateriale mm.

Deltagende gymnasier:

  • Forpligter sig til at tilbyde mødefaciliteter til mindst én workshopdag (bemærk: ikke alle gymnasier vil blive bedt om at stille mødefaciliteter til rådighed. Værtfunktionen bliver valgt ift. geografisk tilgængelighed for de deltagende gymnasier).
  • Melder om de vil tilbyde forplejning på den workshopdag, som afholdes hos dem selv. 

Deltagende gymnasielærere:

  • Bidrager aktivt i workshopdagene med afsæt i egne erfaringer (fx om almen og fag-didaktiske emner).
  • Har mulighed for at deltage i et indledende planlægningsmøde sammen med de deltagende forskere.