Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vision og principper

Den overordnede vision for AU’s fysiske campusudvikling i Aarhus er at koncentrere universitetets arealer om Universitetsparken, Universitetsbyen og Katrinebjerg for herigennem at udvikle og styrke campus i Aarhus. Samtidig videreudvikles rammerne for AU’s aktiviteter uden for Aarhus løbende, særligt i Foulum, Herning og i Emdrup.  

AU’s fysiske campusudvikling skal bidrage til, at universitetet fortsat kan danne rammen om et attraktivt arbejds- og studiemiljø, som tiltrækker dygtige og engagerede studerende og medarbejdere. 


Ti principper for AU's campusudvikling

Med afsæt i visionen er ti overordnede principper blevet udviklet. Principperne skal guide den strategiske udvikling af universitetets campus de kommende år.


Aarhus Universitets campus skal:

  1. fremme integration mellem forskning og uddannelse
  2. fremme interdisciplinær forskning, uddannelse og innovation
  3. fremme fremtidens undervisningsformer
  4. være et fleksibelt studiemiljø med mange studiepladser
  5. være en international campus
  6. kunne tilbyde boliger til studerende og forskere
  7. fremme samarbejdet med erhvervslivet og det omgivende samfund
  8. beriges med ikke-universitære aktiviteter
  9. være et bilfrit campusområde
  10. udvikles bæredygtigt.

Syv temaer for campusudviklingen

  • Forskning
  • Uddannelse
  • Samarbejde
  • Bæredygtighed
  • Fælles faciliteter
  • Teknisk og fysisk infrastruktur
  • Rokader

Læs mere om de syv temaer her.

FORANDRING FOR CAMPUS.
SIDEN 1928

­­

Campus; en på samme tid fantastisk præcis og charmerende diffus størrelse.

Måske campus bedst kan beskrives som en særlig sammenhængskraft, der både kan omkranses på et kort og opløses i mere end 50.000 enkeltdele - én vigtig del for hver eneste studerende, forsker og ansat. Campus er et mødested, ja. Men campus er først og fremmest en nysgerrig og evigt foranderlig kultur, hvor der studeres, forskes, arbejdes og leves. Lige nu står vi midt i nogle tydelige fysiske forandringer på universitetet. Men i et historisk perspektiv er det en helt naturlig forlængelse af alt det, som universitetet har jagtet i snart 100 år: Den konstante, fælles bevægelse frem mod den næste relevante udgave af campus.