Oplev Esben Skipper Sørensen, professor ved Aarhus Universitet, dykke ned i mælkens biologi og udforske dens rolle i alt fra ernæring og immunforsvar til aktuelle spørgsmål om plantedrikke og komælk i vores moderne liv.
Forestil dig en trylledrik, der indeholder alle de næringstoffer der skal til, for at en nyfødt baby vokser sig til et selvstændigt og komplekst tænkende menneske. Tilføj så dertil, at drikken indeholder molekyler, der dræber skadelige bakterier og andre, der fremmer væksten af gode bakterier i tarmsystemet. Samt antistoffer, der beskytter mod sygdomme, og fedtstoffer, der udvikler hjernen - samt mange andre molekyler, der styrer immunforsvaret og modner fordøjelsessystemet. Alt dette og uendeligt meget mere findes naturligt i den mælk, som alle pattedyr er udviklet til at spise i de første dage, uger, måneder eller hele år af livet.
I denne forelæsning vil vi dykke ned i mælkens biologi, med eksempler på den nyeste og overraskende forskning i mælkens komponenter. Vi kommer ind på spørgsmål som: Hvad er forskellen på modermælk og komælk? Er det naturligt at drikke komælk, når man er voksen - og hvad med de nye plantedrikke? Er mælk godt for muskelopbygning, søvn og intelligens?
Afholdt onsdag d. 2. april 2025
Målgruppe:
Forelæsningen henvender sig primært til gymnasieelever og lærere i Biologi, Bioteknologi og Kemi.