Bliv klogere på endosymbioseteori, og få viden om hvordan prokaryoters evolution, cellebiologi og økologi kan give os indsigt i eukaryoters tidligste udvikling.
Cellen, der ændrede verden!
Cellulært liv har to hovedgrupper - prokaryoter og eukaryoter. Prokaryote celler er små og enkle, mens eukaryoter er langt mere komplekse. Eukaryote celler har organeller, evnen til at specialisere sig og varetage bestemte funktioner. Derved danner de grundlaget for flercellede organismer som planter, dyr og os selv.
Et missing link
I første halvdel af Jordens 4,6 milliarder år lange historie fandtes der kun prokaryote celler. Så hvordan kunne de første eukaryoter og deres avancerede cellebiologi opstå fra simple prokaryoter? Ny forskning viser, at nogle prokaryote celler er langt mere komplekse, end vi hidtil har troet, og at de muligvis kan udgøre et ”missing link” mellem prokaryote og eukaryote celler - det skal vi kigge nærmere på
Hvordan kunne komplekst liv udvikle sig på Jorden?
I foredraget udforsker vi endosymbioseteorien. Vi ser på, hvordan vores viden om prokaryoters evolution, cellebiologi og økologi kan give os indsigt i eukaryoters tidligste udvikling og således et praj om, hvordan komplekst liv kunne udvikle sig på Jorden.
Afholdt onsdag d. 11. marts 2026
Målgruppe:
Forelæsningen henvender sig primært til gymnasieelever og lærere i Biologi