Oplev Kirstine Nygaard Kolding, Ph.d.-studerende vedInterdisciplinary Nanoscience Center - iNANO, Aarhus Universitet, fortælle om problematikken omkring den stigende koncentration af CO2 i atmosfæren, og vi udforsker, hvordan den elektrokemiske CO2 reduktionsreaktion (CO2RR) kan bidrage til at løse dette problem.
CO₂ er et af de mest omtalte molekyler i klimadebatten. Konsekvenser ved den stigende koncentration af CO2 i atmosfæren inkluderer global opvarmning og havforsuring, hvilket truer natur og menneskers levevilkår. Den primære kilde til CO2-udledning kommer fra vores forbrug af fossile brændstoffer såsom olie, kul og gas. Selvom vi i dag har modne teknologier til udvinding af grøn energi, er vi stadig afhængige af de petrokemikalier, vi får fra fossile kilder, til fremstilling af fx plast og medicin. Det er derfor nødvendigt, at vi udvikler metoder til at genbruge vores kulstofressourcer for at sænke de totale CO2-emissioner samt bremse udtømmelsen af fossile reservater.
En måde at udnytte CO2 er via den elektrokemiske CO2 reduktionsreaktion (CO2RR). I denne power-to-X teknologi drives omdannelsen af CO2 til værdifulde molekyler af en elektrisk strøm. Nøglen til effektiv CO2RR er katalyse. En god katalysator skal være aktiv og selektiv over for et bestemt produkt, helst kombineret med en høj stabilitet. Med inspiration fra naturens egne katalysatorer, nemlig enzymer, kan vi modificere metaloverflader med organiske molekyler og dermed skræddersy vores katalysator til at fremme dannelsen af bestemte molekyler fra CO2.
I denne forelæsning belyses problematikken omkring den stigende koncentration af CO2 i atmosfæren, og vi udforsker, hvordan CO2RR kan bidrage til at løse dette problem. Det centrale emne er katalyse, som gennemgås både generelt og i konteksten om CO2RR. Fælles for alle emner i oplægget er forståelsen af den kemi, der ligger bag.
Afholdt d. 26. november 2025
Målgruppe:
Forelæsningen henvender sig primært til gymnasieelever og lærere i Kemi og Kemiteknologi, men også til Bioteknologi og Fysik.
00:00 - Velkomst af studerende
01:43 - Co2 - ven eller fjende?
04:25 - Forbrændingsreaktioner og Kulstofsøkonomi
09:28 - Om Co2
19:27 - Katalysator
26:40 - Foreløbig opsummering
27:35 - Cu som katalysator
36:11 - Eksempel fra vores forskning
41:36 - Opsummering
43:20 - Spørgsmål?