Aarhus Universitets segl

Kom godt i gang med AU Job- og Projektbank

AU Job- og Projektbank er Aarhus Universitets jobbank, som du kan bruge til at rekruttere studerende. I jobbanken kan du slå jobs op såsom fuldtidsjobs, studiejobs, frivilligjobs eller deltidsjobs. Du kan også slå praktikforløb og projekter for studerende op i jobbanken.


Hvem kan du nå ud til i AU Job- og Projektbank?

Jobbanken henvender sig til studerende på Aarhus Universitet samt til dimittender, der har færdiggjort deres uddannelse og er nye på arbejdsmarkedet.

Koster det noget at bruge jobbanken?

Det er gratis for virksomheder at bruge AU Job- og Projektbank. Det koster derfor ikke noget at slå en stilling op, hvis du selv går ind på jobbanken og følger anvisningerne.

Hvilke jobs kan du bruge jobbanken til?

Du kan bruge AU Job- og Projektbank til følgende typer opslag:

  • Jobopslag: Lige fra studiejobs og frivilligjobs for studerende til fuldtidsjobs og deltidsjobs for færdiguddannede.
  • Praktikopslag: Forskellige typer praktikopslag. På universitetet findes der både frivillig praktik (også kaldet projektorienteret forløb) og på visse uddannelser også obligatorisk praktik.
  • Projektforslag: For eksempel kandidatspecialer, semesterprojekter og andre projekter med relevans for studerende.

Læs mere om, hvornår du skal satse på hvilke typer opslag.

Hvilken type profil skal du vælge i jobbanken?

Du har mulighed for at vælge mellem to gratis profiltyper i jobbanken, eller du kan oprette begge slags. Vær opmærksom på, at du i så fald ikke kan benytte samme e-mailadresse til begge profiler.

De to typer profiler er:

  • Recruiterprofil: Giver dig adgang til at oprette alle typer opslag. Hvis du kun skal slå et enkelt eller få jobs op om året, kan denne løsning være god for dig. Til recruiterprofilen vil det være oplagt at benytte din egen arbejdsmailadresse. Opret en recruiterprofil.
  • Virksomhedsprofil (anbefalet): Giver dig adgang til at oprette alle typer opslag. Derudover får din virksomhed en fast profil, der vil være synlig, uanset om I har aktive stillingsopslag eller ej. Profilen skal udfyldes og vedligeholdes, men giver jer større eksponering over for de studerende. Hvis flere i virksomheden har oprettet en recruiterprofil, vil I alle kunne henvise til virksomhedsprofilen i jeres konkrete jobopslag. Virksomhedsprofilen kan for eksempel være oprettet med en funktionspostkasse som e-mailadresse. Opret en virksomhedsprofil.

Hvor længe er opslag online?

Almindelige jobopslag er online i 30 dage, men kan frit forlænges. Praktikopslag og projektforslag kan være online i op til 365 dage.

Hvem leverer jobbanken?

Jobbanken leveres i samarbejde med Jobteaser, der er den største leverandør af universitetsjobbanker og benyttes af alle danske universiteter. Jobteaser samarbejder desuden med mere end 800 universiteter i Europa.

Kan du slå samme job op i flere universiteters jobbanker?

AU Job- og Projektbank leveres af Jobteaser, der også benyttes af de andre danske universiteter. Jobteaser kan mod betaling hjælpe dig med at slå et job op i flere universiteters jobbanker på samme tid. Du kan dog også gøre det gratis ved selv at gå ind på de øvrige universiteters jobbanker og slå jobbet op hvert sted.

Kontakt Jobteaser på nordics-support@jobteaser.com for hjælp til at slå samme job op hos flere universiteter.