Aarhus Universitets segl

ARTS mentorer

Lars K. P.

Hej mit navn er Lars, og jeg læser Engelsk med tilvalg i Psykologi her på universitetet. Det gør jeg fordi jeg har en passion for sprog og mennesker, så det kan man da sige jeg har efterfulgt. Jeg kommer fra Holstebro i Vestjylland, hvor jeg tog en STX. Derfor var det lidt overvældende at drage til en stor by som Aarhus, hvor man ikke rigtig kender nogen. I min fritid kan jeg godt lide at være social sammen med vennerne eller til fredagsbarerne, men jeg kan ligeledes også lide at være derhjemme og se en god film. Jeg glæder mig rigtig meget til at se jer, og vise jer hvorfor Aarhus er en skøn studieby!

Maria K. M.

Jeg hedder Maria og jeg er 25 år gammel. Jeg kommer oprindeligt fra Holstebro i Vestjylland, men har nu forvildet mig til ”smilets by” for at studere. Når jeg ikke sidder med snuden i bøgerne, kan man som regel finde mig i køkkenet eller på en løbetur omkring Brabrand sø. Jeg har en bachelor i Uddannelsesvidenskab og valgte herefter at læse videre på en kandidat i Generel pædagogik, som jeg færdiggør til næste sommer. Alt det og meget mere vil jeg glæde mig til at fortælle dig mere om når vi ses. Jeg glæder mig!

Akshaja T.

Mit navn er Akshaja og jeg er 21 år gammel. Jeg er oprindeligt fra Ebeltoft og dimitterede fra Rønde Gymnasium med en samfundsfaglig linje i sommeren 2021. Samme sommer flyttede jeg til Aarhus, og startede en tilværelse som historiestuderende. Her på 5. semester påbegynder jeg min bachelorskrivning og tilvalg. Overordnet har vejen til mit drømmestudie været kringlet. At valget faldt på historie, er på baggrund af mine interesser samt fremtidsmuligheden om at blive gymnasielærer. Og jeg fortryder på ingen måde denne beslutning! Jeg bor på et kollegie, som i forlængelse heraf er blevet en vigtig del af min dagligdag, da jeg nyder at tilbringe tid der.
Jeg glæder mig helt vildt til at møde jer!

Laura S. M.

Mit navn er Laura, jeg er 26 år gammel og studerer Religionsvidenskab med tilvalg i Nordisk sprog og litteratur på mit 9. semester. Jeg har de sidste fem år boet i Aarhus, mens jeg har læst. Før det boede jeg i en meget lille by i Vestjylland, hvor min familie er fra. Jeg valgte at søge mod Aarhus efter et par gode sabbatår med en masse arbejde og rejser. Min uddannelse har jeg primært valg ud fra interesse, men fremtidsmuligheder spiller da også en rolle! I min fritid elsker jeg at hænge ud med mine venner og gå lange ture. Jeg glæder mig til at møde jer og forhåbentlig hjælpe jer med at blive klogere på livet på uni!

Nadja F. H.

Hej! Mit navn er Nadja, jeg er 23 år gammel og kommer fra den største by i Vendelbo, nemlig Hjørring ;). Her blev jeg færdig på STX i 2018, og tog efterfølgende nogle sabbatår, hvor jeg bl.a. arbejdede og var på højskole. Sidenhen er jeg flyttet til dejlige Aarhus, og nu læser jeg antropologi på AU, hvor jeg starter på 3. semester efter sommerferien. Både mit højskoleophold og min deltagelse i U-days gjorde, at jeg fik øjnene op for antropologi. Jeg blev grebet af, hvordan man gennem antropologien kan studere mangfoldigheden i verdens kulturer.
Jeg nyder hverdagen som universitetsstuderende, og glæder mig til at dele mine erfaringer med jer!

Tobias B.

Hej med jer

Mit navn er Tobias. Jeg er 26 år gammel og studerer japanstudier. Jeg kommer fra øen Mors i det nordvestlige Jylland, og jeg blev student fra Morsø Gymnasium i 2017. Efter min gymnasietid var jeg noget usikker på, hvad jeg skulle give mig i kast med, men efter et par sabbatår og nogle rejser rundt omkring i udlandet, drev min eventyrlyst og fascination af fremmede kulturer mig til at starte på Japanstudier. Når jeg ikke studerer, holder jeg meget af at være social. Derudover går jeg rigtig meget op i sport, særligt fodbold har min helt store interesse.

Jeg glæder mig meget til at møde jer og fortælle jer om alt det, som universitet kan tilbyde!

Freja M.

Jeg hedder Freja, og jeg er 23 år. Jeg har lige færdiggjort mit andet år på Informationsvidenskab. Jeg flyttede til Aarhus for to år siden fra en lille by udenfor Fredericia, fordi jeg skulle til at studere. Jeg er rigtigt glad for mit studie, fordi det er virkelig spændende, hvordan og hvor meget teknologi spiller en rolle for vores hverdag og for samfundet omkring os. Det kan til tider være svært at være studerende, men det er i den grad også givende. Jeg glæder mig til at fortælle jer om både de sociale og de faglige sider til studielivet.

Rikke O. L.

Hey!

Mit navn er Rikke, og jeg er 25 år gammel. Jeg er oprindeligt fra Viborg, hvor jeg gik på musiklinjen, men jeg har boet i Aarhus siden sommeren 2019, hvor jeg startede på Engelsk SLK. Sidenhen har jeg valgt Nordisk Sprog og Litteratur som tilvalg med ønsket om at blive gymnasielærer i Engelsk og Dansk, når jeg er færdig med min kandidat i sommeren 2024.

Jeg elsker at have mange bolde i luften, og jeg engagerer mig derfor i alt fra fredagsbarer og tutorforeningen til uddannelsnævnet og forskning i forbindelse med min uddannelse. Jeg glæder mig derfor også utroligt meget til at indvie jer mentees i alt, hvad universitetet har at tilbyde ;-)