Aarhus Universitets segl

BSS mentorer

Liv D. H.

Hejsa! Jeg hedder Liv, og jeg er 23 år gammel. Jeg kommer oprindeligt fra Haderslev, men er for 2 år siden flyttet til Aarhus for at læse psykologi. Det er jeg i fuld gang med nu på 5. semester. Når jeg holder pause fra studielivet, holder jeg af at være social og ikke mindst aktiv. Det er enormt vigtigt, at trods studiet fylder meget, at man også får skabt sig et liv ved siden af. Det glæder jeg mig til at vise jer, at man sagtens kan. Derudover glæder jeg mig helt vildt meget til at møde jer, og til at dele alt det jeg ved om uni - Ikke mindst fra det faglige perspektiv, men bestemt også fra det sociale.
Vi ses!

Rasmus O. W. H.

Hej med dig!

Mit navn er Rasmus, jeg er 25 år gammel og kommer fra Esbjerg! Til dagligt læser jeg Samfundsfag med tilvalg i Religionsvidenskab på 6. semester af min kandidat. Jeg var 19 år gammel, da jeg flyttede til Aarhus for at begynde på Universitet, og derfor holdt jeg ikke noget sabbatår. Jeg bor på kollegium, hvilket bare er en ældre udgave af en efterskole – hvilket jeg synes er ret fedt!

Et par fun facts omkring mig er, jeg greb engang et stykke pizza, som Katy Perry kastede til sin koncert – og efterfølgende spiste det. Derudover har jeg fået stjålet 3 cykler på 6 måneder, og min yndlingshunderace er mopse (desto grimmere desto bedre)

Jeg glæder mig vildt til at møde jer!

Othman A.

Hej alle sammen! Jeg hedder Othman, og til daglig studerer jeg erhvervsøkonomi, HA, og er klar til at starte på mit 5. semester efter sommer på Aarhus Universitet. Udover mine studier arbejder jeg også som matematikinstruktor på samme universitet. Der er 15 forskellige kandidater at vælge imellem, så det bliver spændende at se, hvilken retning jeg vælger at gå ;)
Når jeg ikke er på universitetet, kan I fange mig foran en fodboldkamp, nyde en god film eller serie, eller måske endda på en rejse i udlandet. Der er intet federe end at rejse og opleve andre kulturer samt nye steder.
Jeg ser frem til at kunne give jer et indblik i universitetslivet og forhåbentlig afmystificere, hvad det egentlig handler om.

Stefanie J.

Mit navn er Stefanie, og jeg flyttede til Aarhus i 2021 for at læse Økonomi. Valget om at læse økonomi, var ikke en beslutning der kom let. Jeg har altid haft stor interesse for de matematiske fag og vidste at det var den retning jeg ville gå og det var uden tvivl det rigtige valg for mig. Studiet fylder meget i min hverdag, både det faglige, men også det sociale og foreningslivet. Jeg glæder mig til at møde jer og fortælle endnu mere om universitetslivet!

Cristina C.

Hej med jer!

Mit navn er Cristina og jeg er 21 år gammel. Jeg kommer fra Horsens, og flyttede derfra til Aarhus for at studere. Jeg har taget en STX med studieretningen samfundsfag og engelsk, hvorefter jeg var noget tvivlende omkring det kommende studievalg og tog et sabbatår. I mit sabbatår var jeg i værnepligten. Til daglig læser jeg HA (jur.) på AU, og er rigtig glad for det. Derudover bruger jeg min tid ved siden af studiet på familie og venner, ellers kan jeg findes i et træningscenter. Jeg glæder mig meget til at møde jer alle sammen, fortælle om mine oplevelser som universitetsstuderende og hjælpe jer med at blive klogere på studievalg og studieliv. 

Kristoffer K.

Mit navn er Kristoffer. Jeg er 25 år og studerer statskundskab på 4. semester. Oprindeligt kommer jeg fra Holstebro, hvor jeg læste på STX. Efterfølgende brugte jeg en del tid i de østrigske alper som skiinstruktør inden jeg kom i gang med mine studier her i Aarhus. Mit valg faldt på statskundskab, da jeg ønsker at blive klogere på, hvad der er op og ned i vores samfund. Jeg håber at kunne vise jer et sandfærdigt billede af universitetslivet med alt hvad det indebærer af gode ting (og mindre gode ting), så I forhåbentligt er klædt godt på til at tage et valg om, hvad der skal være op og ned i jeres fremtidige uddannelse!  

Jakob K.

Hej med jer! Mit navn er Jakob, og jeg læser jura her på Aarhus universitet. Jeg kommer fra en lille by uden for Aarhus, der hedder Egå, hvor jeg også gik på gymnasium. Da jeg startede på universitetet, flyttede jeg ind på et kollegium her i Aarhus, og det har jeg været virkelig glad for. I starten var jeg meget usikker på, hvordan jeg skulle strukturere min hverdag, hvilke krav der var til mig som studerende, og hvordan jeg skulle prioritere blandt alle de tilbud, der pludselig var tilgængelige. Derfor vil jeg meget gerne hjælpe jer med at få en bedre forståelse af, hvordan livet som studerende er. Jeg ser frem til at møde jer!

Sara B. K.

Hejsa! Jeg hedder Sara og er 23 år gammel. Jeg er vokset op i en lille by nord for Randers, hvor jeg også gik på gymnasiet. Efter to sabbatår med en masse gode oplevelser og rejser, læser jeg nu psykologi på 6. semester. Selvom jeg ikke skulle så langt hjemmefra, da jeg startede på Aarhus Universitet, havde jeg rigtig mange tanker og spørgsmål om at skulle flytte hjemmefra og starte på studie. Jeg glæder mig til at møde jer, og håber på at kunne hjælpe jer lidt på vej med alle jeres spørgsmål, så I kan få et indblik i både studielivet og alt det ved siden af.